Fem indere anholdt for bortførsel og voldtægt

Efter 12 dage i fangenskab slap ung japansk kvinde fri 26. december tæt ved en buddhistisk pilgrimsby.
Indiske politimænd. Arkivfoto.
Indiske politimænd. Arkivfoto. Foto: Tsering Topgyal/AP

Indisk politi har anholdt fem mænd, som mistænkes for bortførsel og voldtægt af en japansk kvinde i den nordøstlige del af landet, skriver nationale medier.

De fem mænd, der optrådte som turguider, har angiveligt holdt kvinden som gidsel i 12 dage og voldtaget hende i en landsby tæt ved den buddhistiske pilgrimsby Bodhgaya i delstaten Bihar, skriver Hindustan Times.

Den japanske kvinde, som er i begyndelsen af 20'erne, havde held til at slippe fri 26. december.

Hun fortæller, at hun blev bortført til feriebyen Digha og senere ført til Bodhgaya, hvor hun ifølge tv-kanalen NDTV blev udsat for seksuelle overgreb.

Tre af de mistænkte blev anholdt i Kolkata, mens de to øvrige blev pågrebet i den mindre by, hvor japaneren blev holdt som gidsel.

To af de mistænkte er anklaget for voldtægt, mens de tre øvrige anklages for blandt andet gidseltagning.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.
/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.