Fodboldklubben FC København har ansat Katja Moesgaard som COO (Chief Operating Officer).
Det meddeler de danske mestre i en pressemeddelelse.
Katja Moesgaard kommer fra en stilling som kommerciel direktør i Dansk Boldspil Union (DBU).
Hos FCK bliver hun blandt andet ansvarlig for kommercielle forhold og den forretningsmæssige udvikling.
- Det her skal være med til at give ledelsen endnu bedre forudsætninger for at hæve niveauet på alle områder, siger FCK's administrerende direktør, Anders Hørsholt.
- Vi har været meget grundige i vores søgen efter den helt rigtige person, og vi ser Katja som en stor kapacitet og en af landets absolut stærkeste profiler på det her område med hendes store faglig kompetence, erfaring og stærke personlige karakter, siger han.
DBU har ansat en midlertidig afløser for Katja Moesgaard.
Jesper Lind Andersson skal i de næste seks måneder besætte stillingen, meddeler DBU.
/ritzau/