Efteråret var kaotisk for Ryanair. Pilotmangel tvang selskabet til store mængder aflysninger og i sidste ende et historisk brud med politikken om ikke at anerkende fagforeninger.
Samlet betød problemerne, at Ryanair måtte aflyse over 20.000 afgange, hvilket berørte omkring 700.000 passagerer.
Se her, hvad efterårets problemer kostede Ryanair.
* Ryanair har noteret en ekstraudgift på 25 millioner euro - omkring 190 millioner kroner - til "EU261" omkostninger.
Det dækker over EU's regler for kompensation af passagerer, hvis fly bliver forsinkede eller aflyst.
* I regnskabsårets tre første kvartaler - de ni måneder, der sluttede med december - steg Ryanair personaleomkostninger med 13 procent.
Det svarer til en stigning på 62,6 millioner euro - 466 millioner kroner - blandt andet på grund af bonusser og lønstigninger til piloter og ekstrabetalinger til mandskab.
* Ryanair forventer, at der vil komme yderligere en meromkostning til personale på 45 millioner euro - 335 millioner kroner - til lønstigninger i regnskabsåret 2018, der slutter med marts.
Det sker, fordi Ryanair har hasteindført lønstigninger til selskabets piloter på 20 procent "som respons på mangel på erfarne piloter i markedet".
* Ryanair forventer i et estimat, at lønstigningerne til piloter vil øge personaleomkostningerne med 100 millioner euro - 745 millioner kroner - i finansåret 2019, der starter i april.
Kilder: Ryanair
/ritzau/