Efter 13 dages kamp er en 15-årig dreng fra Haslev nu død af de skader, som han pådrog sig i forbindelse med indtag af MDMA. Det oplyser familien til TV Øst.
Han tog stoffet sammen med en anden 15-årig dreng. Hændelsen har fået politiet til at advare mod farlige stoffer i omløb.
MDMA er beslægtet med amfetamin og kaldes også for ecstasy.
Læs om MDMA og amfetamin her:
* Det kemiske navn på stoffet ecstasy er MDMA (3,4-metyléndioksymetamfetamin).
* Ecstasy har mange forskellige navne: MDMA, E, Kix, Adam, Ultimate, Herbal ecstasy og Molly.
* Ecstasy blev fremstillet i 1914 i Tyskland som et slankemiddel, men det blev aldrig anvendt til det formål.
* Ecstasy bliver solgt som piller, der varierer meget i udseende.
* Ecstasy har en stimulerende og svagt hallucinogen virkning.
* Amfetamin er et kunstigt fremstillet stof. Det kan indtages som tabletter eller kapsler. Ved hyppig brug af stoffet indtages det også ved brug af injektionssprøjte eller ved snifning.
* Der findes forskellige slags amfetamin. Der er blandt andet også methylamfetamin eller methamfetamin - også kendt under forkortelsen meth - som er et meget kraftigt stof.
* Amfetamin øger aktiviteten i hjernen og kan få brugeren til at føle sig mere vågen og energisk. Det betyder, at man kan opnå et energiniveau, der gør en i stand til at gøre ting i timevis. Virkningen kan vare i nogle timer.
* Amfetamin gør, at man ikke fornemmer kroppens normale træthedssignaler, men man får ikke flere kræfter af stoffet.
* Mange oplever i en amfetaminrus at køre sig selv helt op i præstationer for senere at køre ned, når virkningen af stoffet trapper ned. Denne effekt kan i værste fald føre til en kollaps, som kan få dødelig udgang.
* Man kan blive mere snakkesalig og mere social, men ofte også mere ophidset, aggressiv eller fjendtlig. Desuden kan man have svært ved at styre sine bevægelser. Blodtryk, puls og kropstemperatur øges, og man vil ofte svede mere, end man plejer.
* Man kan spænde i kæben og skærer måske tænder. Eller gentager de samme bevægelser igen og igen.
* Amfetamin kan gøre en afhængig. Man fortsætter måske med at tage amfetamin, selv om man godt ved, at det påvirker ens liv på en dårlig måde.
* Efter rusen kommer en nedtur, hvor brugeren kan føle sig træt, trist og nogle gange paranoid. Nedturene efter en rus kan vare i flere dage, hvor man føler sig sløv, uoplagt og nogle gange deprimeret.
* Langvarig brug kan give en række fysiske og psykiske gener. Det er blandt andet impotens, rystelser, svækket immunsystem, hjertebanken, aggressivitet, kvalme, paranoia, depression og hallucinationer.
* Amfetamin har været brugt som lægemiddel siden 1927. Dengang benyttede man det til behandling af astma og forkølelse.
* Lave doser af et amfetaminlignende stof benyttes stadig i behandlingen af hyperaktivitet, adhd, hos børn og voksne og ved søvnsygdommen narkolepsi.
Kilder: Netstof.dk, sundhed.dk og netdoktor.dk
/ritzau/