Selvom øremærket barsel til mænd står i regeringsgrundlaget, så er alle planer om at reservere barsel til fædre nu droppet.
I stedet vil regeringen lokke til en mere lige fordeling af barsel med en skattefri kontantbonus. En bonus kan dække en del af den lønnedgang, som mange familier oplever, når de holder forældreorlov med barselsdagpenge.
* Regeringen foreslår en forsøgsordning for forældre til børn, der bliver født i 2014 eller 2015.
* Der forslås en ligestillingsbonus til de familier, hvor den forælder, som tager mindst orlov, tager mere end fire ugers forældreorlov.
* For fædre vil det typisk betyde, at bonussen udbetales efter seks uger (to ugers fædreorlov + fire ugers forældreorlov).
* Bonussen udbetales kun for dage ud over de første fire ugers forældreorlov, som hver forælder holder.
* Ligestillingsbonussen vil være på 100 kroner pr. dag pr. familie (700 kr. om ugen, 3.000 kr. om måneden).
* Den skattefrie bonus løber dog maksimalt i 12 uger, hvilket giver en maksimal skattefri barselsbonus på 8400 kroner.
* Ordningen vil blive evalueret.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet.
/ritzau/