Fodboldklubben Esbjerg har det seneste år fyret tre cheftrænere, skiftet stort ud i truppen og på ledelsesplan, er rykket ud af Superligaen og har præsenteret et underskud på 36,8 millioner kroner.
Få et overblik over det kaotiske år her:
* 19. juni 2017: Esbjerg fyrer cheftræner Lars "Lungi" Sørensen og giver jobbet til den 53-årige hollænder John Lammers, der får til opgave at føre klubben op i Alka Superligaen.
* 28. maj: Esbjerg rykker ud af Superligaen og ned i 1. division efter samlet nederlag til AC Horsens i en nedrykningsduel over to kampe.
* 28. marts: Den vestjyske fodboldklub præsenterer et underskud for 2016 på 36,8 millioner kroner før skat.
* Transfervinduet: Den nedrykningstruede klub skiller sig af med en række etablerede superligaspillere og satser i stedet på lejede spillere fra blandt andet Georgien og Grækenland i forsøget på at redde sig endnu en sæson i Superligaen.
* 21. december 2016: Administrerende direktør Hans-Peter Rasmussen bliver afskediget efter mindre end fire måneder. Også kommerciel direktør Henrik Præst forlader selskabet.
* 5. december: Cheftræner Colin Todd bliver fyret efter fem måneder i jobbet. Den hidtidige assistent Lars "Lungi" Sørensen overtager.
* 14. november: Klubmanden Michael Pedersen, der har haft en række centrale poster i den sportslige ledelse, stopper med øjeblikkelig virkning.
* 1. oktober: Hollænderen Ted van Leeuwen bliver ny sportsdirektør.
* 29. august: Hans-Peter Rasmussen bliver ansat som administrerende direktør.
* 23. juli: Esbjergs direktør siden 2009, Søren Poulsen, offentliggør, at han forlader klubben med udgangen af august.
* 14. juli: Salgschef Henrik Tønder opsiger sin stilling for at blive direktør i Vejle Boldklub. Han afløses senere på efteråret af Henrik Præst, der får titel af kommerciel direktør.
* 30. juni: Cheftræner Jonas Dal bliver fyret efter otte måneder i jobbet. Få dage senere ansætter klubben Colin Todd som afløser på en etårig kontrakt.
* 6. juni: Bestyrelsesformand Leif Thomsen forlader posten med øjeblikkelig virkning.
Kilder: Ritzau og Esbjerg
/ritzau/