Det irske EU-formandskab må mandag for tredje gang på bare to en halv uge have det tunge skyts til Bruxelles i forsøg på at løsne op i en bitter budgetstrid med EU-Parlamentet.
Tre måneder efter at medlemslandene på et højspændt topmøde endelig enedes om, at de vil bruge lige under 7500 milliarder kroner på EU de næste syv år fra 2014-20, er det meningen, at de videre forhandlinger med EU-Parlamentet skal gå i gang.
Forhandlingerne bliver normalt varetaget af formandskabets diplomater i Bruxelles, anført af EU-ambassadør Rory Montgomery.
Men efter at EU-Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, har insisteret på at kæde forhandlingerne om langtidsbudgettet sammen med forhandlingerne om et ændringsbudget for 2013, er der en åbenlys magtkamp i gang.
Da den irske udenrigsminister, Eamon Gilmore, for to en halv uge siden kom til Bruxelles for at sparke forhandlingerne om langtidsbudgettet i gang, aflyste parlamentet det planlagte møde med henvisning til, at 2013-budgettet skulle løses først.
I sidste uge lykkedes det at få løst op for striden, da Gilmore tog sin chef, den irske premierminister, Enda Kenny, med til møde med parlamentet.
Det skete med en hensigtserklæring om, at medlemslandene nok skal betale de 83,5 milliarder kroner, parlamentet mener, der mangler for at få 2013-budgettet til at løbe rundt.
Det kommer bare til at ske i to rater. Med beløb, som langt fra alle lande - deriblandt Danmark - er tilfreds med. Det skal økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes EU-kolleger forhandle om tirsdag.
Allerede mandag er Gilmore efter krav fra parlamentet tilbage for at få gang i de mere omfattende forhandlinger om langtidsbudgettet.
Her kræver parlamentet blandt andet større fleksibilitet mellem de enkelte budgetposter, ligesom parlamentarikerne vil have mulighed for en grad af genforhandling på halvvejen mod 2020.
Højtstående EU-diplomater i Bruxelles lufter i private samtaler stor irritation over parlamentets krav og forhandlingstaktik.
Flere mener, at parlamentsformand Schulz spiller højt spil i forsøg på at positionere sig selv til at blive valgt som ny formand for EU-Kommissionen til næste år.
/ritzau/