Flyvninger med rutefly uden passagerer - såkaldte spøgelsesflyvninger - skal stoppes, melder EU-Kommissionen, som vil træffe foranstaltninger snarest.
De seneste dage har luftfartsmyndigheder bekræftet, at selskaber vælger at gennemføre flyvninger uden passagerer, da det er påkrævet for at fastholde de lette- og landingstider, som flyselskaberne har i lufthavnene.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger, at flyindustrien er en af flere sektorer, hvor man vil forsøge at afbøde negative følger af coronavirus.
- EU-Kommissionen vil meget snart fremsætte lovforslag for lufthavnstider.
- Vi vil gøre det lettere for flyselskaber at bevare deres slots (tider til at lande og lette, red.), også selv om de ikke gennemfører flyvninger som følge af den aftagende trafik, siger von der Leyen på et pressemøde.
Mange fly er aflyst i øjeblikket på grund af coronavirus. Tirsdag har flyselskabet Norwegian meddelt, at 3000 flyvninger er aflyst indtil midten af juni.
SAS har et flystop til Norditalien frem til 3. april, meddelte selskabet mandag.
Et lignende billede tegner sig i store dele af verden. De første flyvninger, der blev indstillet, var ruter til Kina, hvorfra udbruddet af coronavirus begyndte.
- Udbruddet af coronavirus har stor indflydelse på den europæiske og internationale flyindustri. Situationen forværres dag for dag, siger von der Leyen.
Hun kalder det et midlertidigt skridt. Det er ikke alene tænkt som en hånd til flyindustrien. Det skal også hjælpe klimaet og miljøet, understreger formanden for EU-Kommissionen.
- Det vil lette presset på flyindustrien og specielt på de små flyselskaber. Men det vil også reducere udledningen af CO2, ved at vi undgår de såkaldte spøgelsesflyvninger, siger hun.
/ritzau/