57-årige Eyvind Johnsson har været dansk hele sit liv.
Han er født i Danmark, har altid haft dansk pas, har aldrig haft statsborgerskab i andre lande, aftjent dansk værnepligt og taget en dansk uddannelse. Alligevel afviste Udlændinge- og Integrationsministeriet pludselig i foråret at anerkende hans danske statsborgerskab, skriver Ekstra Bladet.
DF-profil skal giftes: Siger ja til 32-årig østeuropæer
- Det er helt urimeligt mistænkeliggørelse, siger Eyvind Jonsson til Ekstra Bladet.
Eyvind Jonsson flyttede i 1990'erne til Sydafrika, hvor han blev gift og fik tre børn, som ifølge indfødsretsloven fik dansk statsborgerskab. For nogle år siden flyttede Eyvind Johnsson tilbage til Danmark, og for halvandet år siden søgte hans 23-årige datter om at bevare sit danske statsborgerskab, hvilket hun ifølge loven har ret til.
Men så begyndte ministeriet pludselig at så tvivl om, hvorvidt Eyvind Jonsson oprindeligt var dansk statsborger. Hans far var nemlig født på Island i 1934, og kom til Danmark med sine forældre som 5-årig, hvor han som voksen blev højesteretssagfører.
Pinlig forglemmelse
Imidlertid har Inger Støjbergs ministerium åbenbart glemt, at Island først løsrev sig fra Danmark i 1944, og at Eyvind Jonssons nu afdøde far derfor helt automatisk var dansk statsborger.
Efter Eyvind Jonsson skriftligt mindede ministeriet om dette, hørte han ikke mere, før datteren pludselig fik sit statsborgerbevis i juni i år.
- Jeg tror, det blev for pinligt for dem. Men jeg er bange for, at ministeriet bevidst gør det så besværligt som muligt for unge udenlandsdanskere. Dem, som ikke er ressourcestærke, risikerer at blive snydt for den fødselsret, som er fastslået i den danske lovgivning, siger Eyvind Jonsson til Ekstra Bladet.
Udlændingeministeriet vil ikke kommentere konkrete sager.