Regeringen er kommet med et nyt udspil, der skal gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark. Udspillet består af 42 konkrete forslag, som ifølge Erhvervsministeriet skal give lettelser for 2,6 milliarder kroner til virksomhederne.
Et af disse forslag er at afskaffe kravet om skriftlige brugsanvisninger på arbejdspladser med farlige kemiske stoffer.
Det finder Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl vildt uansvarligt:
- At fjerne kravet om arbejdspladsbrugsanvisningerne vil bombe den forebyggende indsats 50 år tilbage, og hundredetusinde af ansatte vil risikere alvorlige skader på deres helbred – og nogle risikerer at blive slået ihjel, siger han.
Der er i dag 49.477 virksomheder, som er pålagt at have brugsanvisninger om de farlige kemiske stoffer, der er på arbejdspladsen.
Brugsanvisninger forklarer, hvordan man skal beskytte sig mod kemikalier, der kan give hjerneskader, kræft og lungesygdomme og mod kemikalier, der kan give eksem og øjenskader m.m.
Brugsanvisningerne angiver, hvilke åndedrætsværn, briller, handsker og beskyttelsesdragter, som medarbejderne skal bruge.
Brugsanvisningerne skal angive, om kemikalierne er brandfarlige og eksplosive, og hvordan kemikalierne skal opbevares og håndteres ved f.eks spild, brand og bortskaffelse. Og hvilken førstehjælp, der skal ydes, hvis der sker en ulykke.
UDVID
Torsten Schack Pedersen, der er Venstres erhvervordfører, mener ikke, at ændringen vil slække beskyttelsen af medarbejderne.
- Det er ikke formålet med udspillet at gøre det mindre sikkert at gå på arbejde, men derimod at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark, siger han.
Regeringens udspil lægger op til, at man i stedet prioriteter arbejdspladsvurderingerne i stedet for brugsanvisninger. Det, mener Christian Juhl, dog ikke kan erstatte brugsanvisningerne.
- Det er for bagudrettet. Det nytter ikke, vi først sætter ind, efter skaden er sket. I dag er vi gode til at være offensive og instruerer medarbejderne i, hvordan man håndterer farlige kemiske stoffer. De her regler har reddet rigtig mange mennesker fra ulykker, siden de blev indført, siger han.
Vi svækker medarbejdernes sikkerhed, for at virksomhederne kan spare 10 millioner
Venstres Torsten Schack Pedersen peger på, at målet med udspillet er at mindske papirarbejdet for virksomhederne.
- Det er kun de papirer, der ikke er vigtige at fylde ud, vi sigter efter, så de administrative byrder bliver lettere. Så burde det også blive lettere at overholde reglerne, siger han.
Erhvervsministeriet har regnet ud, at virksomhederne kan spare i alt 10 millioner kroner kroner ved denne lettelse, men Christian Juhl mener ikke, at det er pengene værd.
- Vi svækker medarbejdernes sikkerhed, for at virksomhederne kan spare 10 millioner. Det vil vi ikke være med til. Vi fjerner også medarbejdernes mulighed for at søge erstatning, hvilket blev meget nemmere da reglerne blev indført, siger han.