Kim Østerbye har mandag meldt ud, at han træder tilbage, som formand for fagforeningen Fængselsforbundet.
- Der sker mange ting i den offentlige sektor, der gør det meget presset at være formand for forbundet, siger han til Avisen.dk.
Efter at have været formand i 15 år, er Kim Østerby ikke i tvivl om, at folk godt ved, han ikke er bange for at tage en kamp op. Men det er på tide, at der kommer nye kræfter til, udtaler han i en pressemeddelelse fra fængselsforbundet.
Kim Østerbye vender tilbage til et job i Kriminalforsorgen, som stadig er under forhandling, han regner dog med at få en lederstilling, men understreger, at det ikke skal ses som en belønning.
- Det er ikke en let beslutning, for det ligger mit hjerte meget nært at kæmpe for bedre forhold for vores medlemmer. Men jeg glæder mig også til igen at få jord under neglene og trække i uniformen, siger Kim Østerbye i pressemeddelelsen.
Jeg har lagt blod, sved og tårer i at kæmpe mine kollegaers sag, og jeg ved, at jeg har gjort en forskel
Kim Østerbye er meget stolt af, hvad han har udrettet i løbet af hans år som formand.
- Det gør mig især stolt, at vi har fået fængselsbetjentenes job og arbejdsvilkår på dagsordenen alle steder og har slået et markant hul i den politiske lydmur. Fængselsforbundet bliver der lyttet til, siger han i pressemeddelelsen.
Han er derfor ikke i tvivl, om at fængselsbetjentenes forhold har forandret sig, siden han er kommet til.
- Jeg har lagt blod, sved og tårer i at kæmpe mine kollegaers sag, og jeg ved, at jeg har gjort en forskel, siger han i pressemeddelelsen.
Han forlader formelt posten den 1. marts, og begrunder tidspunktet for sin udmelding med, at der er kongres i maj, hvor der kan vælges en ny formand.