Der er masser af problemer at tage fat på, men i Danmark er ligestillingspolitikken så lavt prioriteret, at der ikke rigtig sker noget. Det mener to eksperter, som har fulgt skiftende ligestillingsministres indsats siden 1999.
Det er tydeligt, at ligestilling ikke står så stærkt på den politiske dagsorden sammenlignet med de øvrige nordiske lande, mener Anette Borchorst, professor ved Aalborg Universitet. Hun hæfter sig ved, at ligestilling traditionelt er koblet sammen med et andet ministerium.
- Det er altid vedhæng til noget andet. Når der kommer en ny minister, er der en vis velvilje i starten, men det andet område har højere prioritet, siger Anette Borchorst.
Selv om lovgivning om ligestilling typisk hører hjemme i Beskæftigelsesministeriet, mener hun, at ministeren burde løfte debatter om ligeløn, barsel, kvinders karriere og om bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv.
Anette Borchorst kan imidlertid ikke få øje på ministre, der virkelig har rykket på posten:
- Der er ikke nogen af de danske ligestillingsministre, der træder frem, siger hun.
Svært at skabe forandring
10 ministre har indtaget posten som ligestillingens frontkæmper i skiftende regeringer, siden Jytte Andersen (S) som den første satte sig i stolen i 1999. Ligestillingen været altid været koblet sammen med et andet ministerium. I dag med Ministeriet for nordisk samarbejde, som Karen Ellemann (V) bestyrer. Tidligere har ligestillingen været koblet til så forskellige områder som eksempelvis Bolig-, Klima- og Beskæftigelsesministeriet.
Ministeriet mangler muskler, mener mandeforsker og lektor ved Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke:
- Det har påvirket arbejdet, at det aldrig har været et selvstændigt ministerium, men altid parret med noget andet. Det har selvfølgelig også været svært at skabe forandring, når der ikke er vilje til at gennemføre eksempelvis øremærket barsel til mænd, siger han.
Kenneth Reinicke spejder forgæves efter store forandringer, som kan tilskrives ministeren for ligestilling.
- Overordnet set er det ikke meget, der er blevet ændret i det danske samfund som følge af, at vi har haft en ligestillingsminister. De manglende meritter hænger sammen med, at vi godt kan lide at diskutere ligestilling som kulturelle debatter. Ikke som noget, hvor der skal politiske redskaber og lovgivning ind over. Onde tunger har talt om 'Kampagneministeriet,' siger Kenneth Reinicke.
Hvad skal vi gøre?
I regeringspartiet Venstre tager ligestillingsordfører Jakob Engel-Schmidt kritikken med ophøjet ro. Han har hørt den før, siger han.
- Som ligestillingsminister arbejder man på tværs med redegørelser og tjek af lovforslag, og man har en særlig rolle i værdidebatterne. Der er masser af debat om hævnporno, social kontrol, handlede kvinder og om barsel. Jeg har hørt forskernes argumenter før, men jeg har endnu til gode at høre, hvordan man kunne gøre det anderledes, siger Jakob Engel-Schmidt.
Tidligere ligestillingsminister Jytte Andersen (S) mener, at det ville give øget status og respekt, hvis posten blev givet til en af regeringens tungeste profiler. For eksempel vicestatsmisteren. Alternativt kunne ligestillingen kobles til et ministerium, hvor meget af ligestillingslovgivningen i forvejen hører til. For eksempel Beskæftigelsesministeriet.
- Hvis man gjorde ligestilling til en underafdeling af Beskæftigelsesministeriet, så er man da fuldstændig sikker på, at det drukner, siger Jakob Engel-Schmidt.
Om ligestillingens minister skulle hentes i regeringens top, siger han:
- Det kan man godt overveje.