En kvinde fik ikke jobbet som lagerarbejder, men har nu fået 25.000 kroner som et plaster på såret.
I april sidste år sendte hun en ansøgning og fem minutter senere fik hun en returmail med beskeden: "Vores profil på jobbet er desværre en mand, da det kræver en ret god fysik. Men vi ønsker dig videre held og lykke i din jobsøgning".
Det skriver Fagbladet 3F.
Den besked ville kvinden ikke acceptere. Hun mente hun på mange punkter var kvalificeret til jobbet, og at arbejdsgiveren på de fem minutter ikke havde brugt tid på at læse, at hun var uddannet inden for lager og logistik, havde "hænderne skruet rigtigt på", og i øvrigt "ikke var bange for hverken værktøj, maskiner eller køretøjer", skriver Fagbladet 3F.
Afslaget gik således alene på hendes køn og ikke kvalifikationer, vurderede kvinden og klagede til Ligebehandlingsnævnet.
Her har hun nu fået medhold. En arbejdsgiver må nemlig ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger på grund af deres køn.
Derfor skal arbejdsgiveren nu betale 25.000 kroner plus renter.