Egyptisk politi har anholdt en islamist med tæt forbindelse til al-Qaedas øverste leder Ayman al-Zawahiri, oplyser sikkerhedskilder i landet.
Thirwat Salah Shehata, som blev dømt til døden in absentia ved en retssag i 1990'erne, blev anholdt i en forstad til Kairo.
Shehata blev dødsdømt for et drabsforsøg på en minister.
Han menes at have været håndlanger for Zawahiri, da denne ledte gruppen Egyptisk Islamisk Jihad, før han sluttede sig til den tidligere al-Qaeda-chef Osama bin Laden, der blev dræbt af amerikanske styrker i 2011.
Thirwat Salah Shehata blev meldt anholdt i Iran, efter den USA-ledede militærmission i Afghanistan i kølvandet på angrebet på World Trade Center i 2001.
Egyptiske sikkerhedsstyrker siger, at den militante islamist har været i Libyen og siden Tyrkiet, før han vendte tilbage til sit hjemland Egypten.
Militante har dræbt mindst 500 egyptiske politifolk og soldater i angreb, siden hæren væltede præsident Mohamed Mursi 3. juli sidste år.
/ritzau/AFP