Efter grov udnyttelse: Filippiner får kvart million i erstatning

Ehwan Acuna Pabuaya arbejdede som au pair op til 70 timer om ugen på en bornholmsk campingplads. Nu har arbejdsgiverne indgået forlig med 3F om en erstatning.
- Jeg er så glad og meget taknemmelig overfor alle dem, der har hjulpet mig i Danmark, siger Ehwan Acuna Pabuaya.
- Jeg er så glad og meget taknemmelig overfor alle dem, der har hjulpet mig i Danmark, siger Ehwan Acuna Pabuaya. Foto: Iver Houmark Andersen

I et netop indgået forlig har den 28-årige filippinske rengøringsassistent Ehwan Acuna Pabuaya fået 260.000 kroner i erstatning for grov underbetaling og udnyttelse, mens han var ansat på Hasle Camping.

Det skriver Fagbladet 3F.

Dengang 26-årige Ehwan Acuna Pabuaya arbejdede op til 70 timer om ugen til en løn på 5000 kroner om måneden. Han var ansat i Rønne Rengøring, men arbejdede primært på Hasle Camping, som har samme ejere.

- Jeg er så glad og meget taknemmelig overfor alle dem, der har hjulpet mig i Danmark. Jeg er taknemmelig overfor alle dem, der har fulgt min sag og overfor journalisterne, der har skrevet om min historie. Jeg er bare meget taknemmelig, siger Ehwan Acuna Pabuaya over telefonen til Fagbladet 3F.

Parret Ulla Lind Pedersen og Kim Sørensen, der både ejer Hasle Camping og Rønne Rengøring blev i 2016 dømt i Retten på Bornholm for overtrædelse af udlændingeloven og åger, hvor de havde udnyttet billig arbejdskraft for egen vinding.

En anklage, de hele tiden har nægtet. Ægteparret blev hver idømt seks måneders betinget fængsel, 120 timers samfundstjeneste og i alt bøder for 1,3 millioner kroner.

Det nyligt indgåede forlig er resultatet af en erstatningssag, som 3F efterfølgende har rejst på vegne af medlemmet.

Faglig sekretær fra 3F Bornholm, Finn Pedersen, oplyser at 3F oprindeligt havde rejst et større krav, men valgte at indgå forlig af hensyn til det filippinske medlem.

- Det vigtigste er jo ikke, at 3F er glad, men at medlemmet er glad, siger Finn Pedersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ulla Lind Pedersen eller Kim Sørensen inden deadline.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.