Efter knap en uges forhandlinger har det litauiske byggefirma UAB Fikripa tegnet overenskomst med fagforeningen 3F.
Det lituaiske firma blev i sidste uge udsat for en lovlig blokade af 3F i protest mod arbejdsforholdene for virksomhedens litauiske byggearbejdere på en byggeplads i Søborg.
Avisen.dk afslørede tidligere på ugen, at de ansatte på byggepladsen kravlede rundt på hjemmelavede stiger, og malede loft med stylter på.
Ifølge 3F fik de lituaiske arbejdere en timeløn på knap 63 kroner. Det er dog blevet afvist af firmaet selv.
Avisen.dk har også tidligere afdækket omfattende problemer med arbejdsmiljøet i virksomheden.
- Vi er glade for, at virksomheden har valgt indgå overenskomst og dermed forpligter sig til at overholde danske løn- og arbejdsvilkår, siger Claus Westergreen, formand for 3F BJMF.
Banke hårdt på
Udover at tegne overenskomst har UAB Fikripa også forpligtet sig til at melde sig ind arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.
Det vækker glæde i 3F.
- Nu har vi et sæt spilleregler, og virksomheden kan få den rette rådgivning i forhold til at sikre, at overenskomsten bliver overholdt. Det er godt for alle parter, siger Claus Westergreen.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi blev nødt til at banke hårdt på døren fra ladet af en stilladsvogn, men sådan er det jo engang imellem, tilføjer han med henvisning til sidste uges blokade.
Avisen.dk arbejder på at få en kommentar fra UAB Fikripa og Mads Tolderlund, der er hovedentreprenør på byggeriet i Søborg.