Det eneste, Joachim B. Olsen har fået ud af, at hviderusseren Andrei Mikhnevich i 2013 blev diskvalificeret med tilbagevirkende kraft på grund af doping, er en sølvmedalje i stedet for en medalje af bronze.
De godt 70.000 kroner i ekstra præmiepenge fra VM i 2006 har den nu pensionerede kuglestøder ikke set.
Det skriver DR.
Samlet set mangler Joachim B. Olsen omkring 100.000 kroner i tabte præmiepenge, vurderer han overfor DR.
Han mangler nemlig også præmiepenge fra VM i 2005, hvor Andrei Mikhnevich og Yuri Belonog begge sluttede bedre end Joachim B. Olsen, men senere fik frataget placeringerne på grund af doping.
- Nu ligger det noget tid tilbage, og jeg må indrømme, jeg har sådan set opgivet det for længst, siger Joachim B. Olsen til DR og tilføjer:
- Men jeg synes, at det burde ske. Det vil være det rigtige. Jeg og andre atleter blev snydt, vi konkurrerede ikke på lige vilkår, og derfor synes jeg, at det skal have den fulde konsekvens.
Joachim B. Olsen er således ikke den eneste, som savner sine retmæssige præmiepenge. Ifølge DR viser tal fra Associated Press, at rene atleter har 2,9 millioner kroner til gode hos dopingdømte konkurrenter, som er blevet frataget medaljer og placeringer, men ikke har tilbage betalt præmiepengene.