Sidste år lagde den tidligere FCK-boss, Flemming Østergaard, sin villa på markedet til den runde pris 50 millioner kroner.
Siden blev den taget af markedet, men nu er den tilbage. Denne gang med en udbudspris på 45 millioner kroner.
Det skriver Boliga.
Flemming Østergaard – i folkemunde kendt som Don Ø – købte villaen på Skodsborg Strandvej i 1997 for 7 millioner kroner.
Hvis ejendommen sælges til de 45 millioner kroner, så står Don Ø altså til en potentiel gevinst på 38 millioner kroner. Det er vel at bemærke før udgifter og investeringer.
Villaen rummer 268 boligkvadratmeter og ligger på en 1.800 kvadratmeter stor grund med direkte adgang til vandet. Og ikke mindst ligger den på en klassisk strandvejsadresse i Nordsjælland, hvor priserne er eksploderet gennem de seneste årtier.
Ifølge den 81-årige erhvervsmand handler salget ikke om markedet. Det handler om livet.
I et opslag indleder Flemming Østergaard med ordene:
- Et kapitel slutter – men kærligheden og minderne lever videre.
Han fortæller, at beslutningen om at sælge er en af de sværeste, han har truffet.
- Det er ikke bare et hus – det er rammen om et helt liv. Her har vi haft vores børn, vores venner, fester, glæder og stille stunder med udsigt over Øresund og med egen strand. Minderne sidder i væggene, og de er uvurderlige.
Du kan se boligen her