Dom over førerløse S-tog: Så lang tid kan der gå

Der vil gå lang tid, før de første førerløse S-tog kører undt på københavnske skinner, vurderer DSB-direktør.

Selv om der i dag er blevet præsenteret en politisk aftale om, at S-togene i København fremover skal kunne køre førerløst, så kan der gå mange år, før det bliver en realitet.

Det siger DSB's direktør, Flemming Jensen, som ser en række udfordringer, der skal løses.

- Det er meget ambitiøst at tro, at der kan køre førerløse tog rundt på S-togsnettet allerede, når det nye signalsystem er færdigt i 2021.

- Det er vel først der, at man kan begynde at sætte arbejdet i gang, vurderer han.

Flemming Jensen tror, at de førerløse tog formentlig var kommet, uanset om der var indgået en politisk aftale eller ej.

Det skyldes, at de nuværende S-tog efter den oprindelige plan skulle pensioneres engang i 2030'erne.

Og skal man undgå endnu en IC4-fadæse til den tid, har DSB-direktøren et godt råd:

- Vores anbefaling vil klart være, at man finder en kendt teknologi, der er afprøvet og driftssikker, så det ikke bliver et udviklingsprojekt.

DSB's rolle fremover skal diskuteres og aftales inden for de kommende skes måneder.

Men der er lagt op til, at DSB skal indgå som den offentlige part i et offentligt-privat partnerskab, hvor en privat operatør skal stå for driften af togene.

Hvad det kommer til at betyde for DSB's økonomi, kan Flemming Jensen endnu ikke sige noget om:

- Der vil skulle laves store investeringer i tog, på stationerne og på skinnenettet.

- Den omkostning skulle gerne opvejes af, at man får en billigere og mere effektiv drift, der kan være med til at finansiere investeringen.

- Men når man ikke kender det fulde regnestykke, er det svært at give bud på økonomien i den nye model, og hvad det i givet fald vil betyde for DSB, siger direktør Flemming Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.