Det var ikke i strid med reglerne, da Banedanmark for et par år siden ikke længere ville give en gruppe ansatte mulighed for fri togbefordring.
Det har Østre Landsret afgjort fredag i en sag, der vedrører tidligere DSB-ansatte, som er blevet overflyttet til Banedanmark.
Landsretten mener ikke, at det såkaldte frikort kan betragtes som en del af de ansattes løn, og derfor er der tale om et gode, som kan opsiges fra arbejdsgivers side.
Under retsmøderne havde Dansk Jernbaneforbund og HK Trafik & Jernbane ellers gjort gældende, at de fleste ansatte netop betragtede frikortet som en væsentlig del af den samlede lønpakke, som også var skrevet ind i ansættelseskontrakten.
Nogle medlemmer har ligefrem valgt deres nuværende bopæl i vished om, at de gratis kunne køre til og fra arbejde med toget.
Det betød blandt andet for en togleder, at han efter at have mistet sit frikort nu har ekstraomkostninger til transport for 2000 kroner om måneden.
Landsretten anfægter heller ikke, at frikortet har en betydelig værdi, men ligger omvendt vægt på, at det er en ret, som ikke alle ansatte har benyttet sig af, ligesom den heller ikke bliver beskattet som en lønindtægt.
Sagsøgerne har mulighed for at anke sagen til Højesteret.
/ritzau/