Oversvømmelser kan være på vej i en række byer, hvor vandstanden er højere end normalt. Det er især havneområder i de tre byer Fåborg på Fyn og de to jyske byer Kolding og Aabenraa, der rammes.
Det varsler DMI, fordi vandstanden stiger i Østersøen og i den sydlige del af Lillebælt.
"Der er varsel om forhøjet vandstand i den sydlige del af Lillebælt og vestligeste del af Østersøen. Der ventes ved 21-tiden op til 1,35 meter over normal vandstand," oplyser DMI.
Selvom vandstanden stiger, så mener DMI ikke, at der er grund til at frygte for kældre og deraf ødelagt inventar i de tre byer, som primært rammes.
"Vi udsender varslet, fordi det er normal procedure, når vandstanden overstiger 1,30 meter. Jeg tror ikke, at indbyggerne i de tre byer skal forvente en massevandskade - det er mest havneområderne, der vil blive ramt," siger vagthavende i DMI Klaus Larsen til Newspaq.
Det er hovedsageligt de tre byer, som ventes at blive ramt, men DMI kan ikke afvise, at flere områder risikerer at blive oversvømmet.
"Oversvømmelsen kan godt ramme andre steder også, men varslet er, at det er de tre byer, som bliver mest ramt," siger vagthavende.