Kronprins Frederik har igen en diskusprolaps og melder derfor afbud til de lange distancer ved Royal Run 10. juni.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
I stedet vil han deltage i en kortere distance på godt halvanden kilometer i Aarhus, som unge og ældre kan gå.
Derudover vil han overvære løbene på Færøerne og i København.
- H.K.H. Kronprinsen har fået konstateret en mindre diskusprolaps, denne gang i venstre side. Selv om der er tale om en mindre skade, risikerer Kronprinsen, at tilstanden forværres, hvis han løber med på ti kilometer-distancerne i årets Royal Run, skriver kongehuset.
Kronprins Frederiks rygproblemer har været kendt igennem længere tid. Sidste år blev han opereret for en diskusprolaps på Rigshospitalet.
Og i marts i år måtte den skadeplagede kronprins opgive at være med i motionsstafetløbet ved VM i Cross lørdag i Aarhus.
Her lød det, at han havde overbelastet sit knæ.
Under det seneste Royal Run gennemførte han løbet med rygsmerter.
Her løb kronprins Frederik og omkring 70.000 andre i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.
Dette års udgave vil ligeledes finde sted i Aalborg, Aarhus og København, mens også Bornholm og Færøerne er blevet tilføjet.
Kronprinsen har længe været en fortaler for mere idræt og bevægelse, og sidste års Royal Run, som var startskuddet til hans ugelange 50-års fødselsdagsfejring, blev af flere set som en succes.
Rygsmerter forekommer hos 45 procent af befolkningen, og for cirka fire procent udvikler de sig til en egentlig diskusprolaps.
Det sker, når en af de bruskskiver i rygsøjlen, der fungerer som støddæmpere, klemmes så meget, at den bløde masse i midten, presses ud af dens normale leje.
/ritzau/