DER ER TIDER I LIVET, hvor vores liv er helt i andres hænder. Hvor vi er overladt til at vente på, at læger i sundhedssystemet giver os en afklaring af alvorlig sygdom og behandling, at sagsbehandlere og andre medarbejdere i kommunerne og beskæftigelsessystemet afgør vores forsørgelse, eller hvor et ankesystem behandler klager over behandling, vi har modtaget i dele af det offentlige system.
Politiske prioriteringer har i alle disse tilfælde stor indflydelse på, hvor længe vi skal vente på den fornødne hjælp, og om vi overhovedet får den.
HVIS VI BLIVER SYGE, er der formelt udrednings- og behandlingsgaranti til os alle. Men reelt har vi meget forskellige rettigheder, alt afhængigt af hvilke slags sygdomme vi kommer med.
Når det for eksempel gælder cancer- og hjertesygdomme, er der altid afsat gode midler på finansloven.
Anderledes slemt står det til, når det gælder lungesygdomme, andre medicinske sygdomme eller psykiatriske lidelser. Her betyder politiske nedprioriteringer år efter år, at man skal vente meget længere på at blive færdigudredet og behandlet eller bliver udskrevet alt for tidligt.
Har man en sjælden diagnose, kan man risikere at blive kategoriseret med forsøgsdiagnosen ”funktionelle lidelser”. I så fald risikerer man, at man heller ikke på sigt kan få den korrekte sygdomsudredning og behandling, og at retstilstanden i beskæftigelsessystemet forringes yderligere.
Tiden er i sig selv et vigtigt parameter i diagnosticering og behandling af sygdom. Når man lader nogen vente meget længe, så forringer man deres helbredssituation. Det er alvorligt at blive forsinket eller forhindret i udredning og adækvat behandling af sygdom. For nogle vil det få livstruende konsekvenser eller gøre helbredssituationen endnu værre.
HVIS MAN KOMMER i berøring med beskæftigelsespolitikken, så kan man også hér komme til at vente længe.
Kontanthjælp betragtes af de regeringsbærende partier som "en midlertidig ydelse", som mennesker med handicap eller kroniske lidelser ikke skal være på. Ikke desto mindre er det tilfældet for mange med varige sygdomme eller handicap, at de i en årrække placeres under kontanthjælpsordningen. Den tendens forstærkes af reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp.
Med reformerne af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp har man indført en retstilstand, hvor syge mennesker skal vente ganske mange gange i et forløb før afklaring. Der er ikke mange faste rettigheder til, hvornår og hvordan de kan opnå en permanent afklaring til førtidspension eller fleksjob.
Der er ventetid på lægeerklæringer fra den praktiserende læge og speciallæger og på udredning i Klinisk Funktion. Der er ventetid på at komme til for det såkaldte rehabiliteringsteam og ventetid på at få den endelige afgørelse fra kommunens øverste instans.
Der er ventetid med arbejdsprøvninger eller langvarige ressourceforløb. Nogle gange sendes mennesker i ressourceforløb eller flere af slagsen, selvom læger har gjort kommunerne tydeligt opmærksomme på, at det skader deres patienters helbred eller er direkte livstruende. Og der er mennesker, som efter endt(e) ressourceforløb uden ”udvikling” af arbejdsevnen placeres på kontanthjælp igen.
Det er ikke efter reformen muligt at få et fastholdelsesfleksjob på en arbejdsplads inden for det første år. Så også her skal syge mennesker vente. Bliver man visiteret til fleksjob, går der tid med at vurdere arbejdsevne, arbejdsintensitet og søge stillinger. Og den første visitation til fleksjob inden 40 års-alderen er midlertidig og skal fornyes efter fem år. Det kan derfor i praksis være svært at lande og at fastholde et fleksjob.
Der kan også være ventetid forbundet med at søge hjælp efter den sociale lovgivning og med at klage over ulovlig sagsbehandling og ulovlige afgørelser.
Lægger man alle disse ventetider i sundheds- og beskæftigelsessystemet sammen, så kan der være tale om et anseligt antal år, hvor mennesker bliver sat i et limbo – helbredsmæssigt, retligt, økonomisk, socialt, arbejdsmæssigt.
Omvendt har man med sygedagpengereformens deadline efter 22 uger fjernet mange folks mulighed for at nå at blive raske eller at få en realistisk prognose, inden de skal tvinges videre i arbejdsprøvninger. Intet af det er befordrende for helbredelsen og den fremtidige arbejdsevne.
VI VED FRA NEUROPSYKOLOGIEN, at uvished over lang tid sætter dem under stærkt psykisk pres og er at betragte som en trussel. Og det er en slags frihedsberøvelse.
Derfor nedbryder det mennesker og giver nogle posttraumatisk stresssyndrom eller andre belastningssyndromer. Og derfor er det udtryk for store svigt, når myndigheder forhaler hjælpen til syge mennesker i nød.
Jeg ville ønske, at vores politikere ville sikre alle patienter i vores land en god, fair, relevant og værdig behandling i både sundheds-, social- og beskæftigelsessystemet, og at man prioriterede at skåne dem for unødig ventetid.
Det ville have kolossalt stor betydning for disse mennesker og være en investering i velfærd, som ville hente sig selv mangefold hjem til samfundet.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.