Den største fejl, som Helle Thorning-Schmidt begik som partileder, var, at hun aldrig formåede at opbygge et tillidsfuldt samarbejde med sin bloks partilederne – og i et opsigtsvækkende interview bekræfter Morten Østergaard nu den analyse:
”Der var ingen koordinering i valgkampen. Helle og jeg mødtes i Aalborg en dag, men ellers var der ingen kommunikation mellem os. Jeg synes jo, det illustrerer det, jeg har sagt med den fremherskende mentalitet hos S. Jeg havde flere gange opfordret til en fælles planlægning af valgkampen, men det blev aldrig til noget,” forklarer den radikale leder i Euroman.
Ingen koordinering! Ét tilfældigt møde! Ingen kommunikation! Ingen planlægning!
Det er jo opskriften på et nederlag – og sådan endte det som bekendt også:
SR-regeringen tabte magten på en historisk måde – idet regeringer, der kun har siddet en periode, stort set aldrig taber, og da slet ikke, når den har vendt en krise til vækst.
Når historien om Thorning-Schmidts korte periode som statsminister skal skrives, vil hendes elendige evne til at skabe fælles fodslag i rød blok, stå helt centralt. Det meste gik galt i årene op til valget i 2011 – men det hele blev bare værre, da magten endelig blev erobret:
Problemerne blev undfanget, da Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i et øjebliks beruselse over gode målinger et år før valget i 2011 offentliggjorde et fælles økonomisk udspil mellem S og SF – og De Radikale, som intet kendte til det, kunne ikke flytte så meget som et komma.
Det var så tåbeligt, at man tog sig til hovedet. Alle ved, at det er en forudsætning for, at S kan få magten, at de indgår en – muligvis yderst besværlig – tæt, tæt alliance med De Radikale. Det er meget simpelt: Der er ingen anden vej til magten.
Ved regeringens fødsel – i det Sorte Tårn efter valget i 2011 – indhentede virkeligheden i den grad fantasien. De Radikale sad – selvfølgelig – på de afgørende mandater, og Margrethe Vestager ydmygede Thorning-Schmidt og Søvndal ved at kræve blå økonomisk politik.
S-SF-R-regeringen var – næsten – dødfødt. Den var i hvert fald samspilsramt. SFs Holger K. Nielsen har tidligere – også i Euroman – beskrevet, hvilken elendig stemning, der herskede i regeringen: Mistillid, skænderier, langstrakt tavshed, pælesidning. Morten Østergaard er enig:
”Pælesidning er et fantastisk billede, for det er virkelig det, det handler om: Hvem kan holde længst,” forklarer han, og fortæller om det første møde, han havde med Thorning-Schmidt, da han var blevet partileder for knap et år siden.
”Helle ville teste min styrke, og der blev mast på med, at vi skulle ændre dagpengereformen.”
Det var som bekendt den reform, som De Radikale havde indgået forlig med de borgerlige om, da Lars Løkke Rasmussen senest var statsminister – og som Vestager havde krævet fortsatte. Østergaard bliver, mærker man i interviewet, ærligt talt fornærmet over at blive talt ned til af statsministeren. Men troede han, at Thorning-Schmidt havde regnet med, at han sagde ok?
”Ja, det tror jeg egentligt. At hvis de maste på, så skulle jeg nok give mig til sidst.”
Fordi du var en svag leder, spørger Euroman:
”Ja, det er klart, og så tænker man med sig selv: ’Det skal blive løgn.’ Og det var det, der gjorde, at det aldrig blev den nye start, det kunne have været blevet. De ville teste min rygrad. Og rygrad er det eneste, man har at holde sig til i politik. Hvis man først viser, man ikke har nogen, så bliver rigtigt meget ligegyldigt,” konstaterer han.
Det er et utroligt interview, som Morten Østergaard har fundet anledning til at give – for hans ærlighed, godt hjulpet på vej af den altid fremragende politisk journalist Anne Sofie Kragh, giver det hidtil bedste indblik i Thorning-Schmidts fatale fejl som partileder og statsminister:
Hun formåede aldrig – aldrig – at sikre et tillidsfuldt samarbejde med de andre ledere i rød blok:
Enhedslisten følte sig fuldkommen forbigået – notorisk dokumenteret, da Johanne Schmidt-Nielsen vredt meddelte, at hun var blevet ’pisset på’. SF blev nærmest voksenmobbet ud af regeringen – under pinlige møder, som Holger K. Nielsen har beskrevet det. De Radikale blev holdt uden for indflydelse – eller forsøgt ’mast’, som Morten Østergaard nu beskriver det.
Læren burde stå med flammeskrift, bøjes i neon og råbes ud i megafon til den nye socialdemokratiske partiformand, Mette Frederiksen:
Hvis du gerne vil være statsminister – og endnu mere, hvis du gerne vil være en succesrig statsminister – så skal du omgående i gang med at reparere og genskabe et tillidsfuldt samarbejde med de andre i rød blok.
Ellers kan Løkke føle sig tryg…
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.