Restaurant Fiasco, Gammelkongevej 176, 1850 Frederiksberg C. Tlf: 3331 7487
Det var med begejstring, danskerne tog imod pizzaen, da den krydsede ligusterhækkene i midten af 70 erne og – efterfulgt af lasagnen i start-80 erne – indledte det italienske køkkens sejrsmarch på de danske spiseborde. Få køkkener er slået igennem herhjemme som det italienske, om end de varianter, danskerne har gnasket i sig, ofte har været amerikansk inspirerede fastfood-udgaver af italienske klassikere. Først op gennem 90 erne, og siden hjulpet på vej af blandt andre tv-kokken Jamie Oliver, har danskerne for alvor fået øjnene op for det mere gedigne italienske køkken, der har langt mere at byde på end pizza slices og spagetti bolognaise.
For dem, der er til veldrejet italiensk gastronomi, er restaurant Fiasco på Frederiksberg i København bestemt værd at besøge. Restaurantens ejere, ægteparret Thomas Hansen og Lisbeth Aller, har en fortid på gourmet-templerne Kong Hans og Era Ora. På Fiasco er der ingen nummererede pizzaer på kortet eller gondol-malerier på væggene. Restauranten er indrettet i lyse farver og køkkenet en moderne udgave af et italiensk landkøkken, der bærer præg af, at parret hver tirsdag får grøntsager, ost og olier hjem fra Italien.
For fattige og feinschmeckere
Vi fik bord med få dages varsel, hvilket ellers kan være svært på Fiasco. Da vi ankom, var der dæmpet snak og gæster ved flere af bordene, og vi stod og blomstrede lidt ved indgangen, indtil en tjener fik vist vej til et bord ved vinduet.
Priserne i menukortet kan de fleste være med på: Tre retter for 275 kroner, fem for 355. Menuen følges af et helt igennem italiensk – og ret velassorteret – vinkort, med plads til både feinschmeckere og fattigrøve, og med flere vine på glas til omkring 60 eller 70 kroner. Fint, for både min medspiser og jeg valgte tre retter, og da de ikke kaldte på de samme druer, var vi glade for at kunne plukke et par glas hver.
Fem skarpe
Den første fornøjelse for smagsløgene var en udsøgt ekstra jomfru-olivenolie, mild og frisk i smagen, ledsaget af tre forskellige slags italiensk brød.
Herefter ramte aftenens prisvinder papirdugen: Antipasti i form af fem små appetitvækkere, der lå milevidt fra den alt-godt-fra-køleskabet, som antipasti nogle gange kan være. Fem skarpe serveringer, velafbalancerede smagsnuancer, anrettet på hver sin tallerken: Roastbeef med citron og persille, polenta med en creme af bagt laks, svinekæber på ristet brød, herligt peppet op med grøntsager fra den mere alternative skuffe som palmekål og en mild salat af cikorie.
Serveringerne blev ledsaget af et glas økologisk hvidvin fra Toscana – Bianco di Pitigliano DOC, 2004 fra Sassotondo – friskt og ganske i orden økologi-vin til prisen (60 kroner).
Luksus bolognaise
Også min ledsager var ganske godt tilfreds med sin ragout af kalv og svampe, serveret på brede al dente pastarør. En ret, der mindede lidt om en rustik luksus udgave af spagetti bolognaise og lagde en god bund. Mindre begejstret var hun for sit glas - Barbera d’Asti Camparo, 2003 fra den ellers den udmærkede producent la Ghersa - der lå godt i næsen, men var præget af en noget gennemtrængende syre.
Så kom hovedretterne på bordet. Rosmarinspyd med laks og havtaske, i Jamie Oliver-stil, med sauteret fennikel og blodappelsin. Mens min medspiser fik poussin eller minikylling, med fritter af artiskok og rødløg samt en sauce af kvæde. Begge retter var enkle, velsmagende og indbydende anrettet. Men rettens elementer var i kraft af deres enkelhed også ret hurtige at overskue, hvilket gjorde retten mindre inspirerende, når man først havde spist sig gennem den første halvdel. Laksen var fed, saftig med en fin spæd smag af rosmarinspyddet, men havtasken en smule tør, og fritterne snarere et interessant indslag end bidder af den syvende himmel.
»Et rigtig godt glas,« konstaterede min medspiser, da hun smagte på sin rødvin. En økologisk Franze DOC Sovana, 2001 fra Sassotondo primært baseret på Sangiovese (68 kroner), kraftig, harmonisk uden at overdøve maden.
Selv var jeg ganske tilfreds med min blomstrende hvidvin: En Tocai Friulano, 2004 fra Branko, (65 kroner).
Dampende chokolade
Der var tre desserter at vælge imellem: Chokoladekage, panna cotta og husets sorbeter.
»Hvis I skal have chokoladekagen, går der lige 10 minutter. For den serveres friskbagt og skal først i ovnen,« sagde tjeneren.
En oplysning, der ikke gjorde valget mindre oplagt, hvilket blev bekræftet, da den stod lun og dampede på bordet med en kerne af flydende mørk chokolade.
Også panna cottaen smagte herligt. Masser af vanille og strejf af citronskal sørgede for at flødedesserten ikke blev for fed. Og det var først efter, skålen var skrabet tom, at kvalmen selvforskyldt begyndte at melde sig.
Alt i alt fik vi et rigtig godt måltid og endte med en beskeden regning på 803 kroner. Det er få steder i København, man spiser så godt til den pris. Fiasco får derfor fire af de helt store gafler og en varm anbefaling med på vejen.