Hongkongs politi har anholdt den fremtrædende demokratiaktivist Chow Hang-tung fredag formiddag lokal tid.
Det fortæller kilder på stedet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den 37-årige Chow Hang-tung, der er en af næstformændene for Hongkong-alliancen, blev anholdt ved sit kontor af fire politibetjente, siger kilderne.
Hun var en af de få tilbageværende demokratiske aktivister, der ikke allerede var i fængsel.
Anholdelsen sker samme dag som årsdagen for massakren på Tiananmen-pladsen - Den Himmelske Fredsplads - i Beijing i 1989.
Hvert år organiserer den prodemokratiske Hongkong-alliance mindehøjtideligheder i Victoria Park i Hongkong til ære for ofrene for blodbadet i Beijing.
I år har myndighederne i Hongkong indsat tusindvis af politifolk for at forhindre disse forsamlinger, skriver nyhedsbureauet Reuters.
En kilde siger til AFP, at Chow Hang-tung blev anholdt på mistanke om at stå bag ulovlig forsamling.
Politiet har forbudt forsamlinger med henvisning til coronapandemien. Det har ikke sagt, hvorvidt mindehøjtideligheden vil overtræde en omfattende sikkerhedslov, som Kina indførte i Hongkong sidste år.
Loven blev af kritikere set som et yderligere skridt fra Kina mod at afvikle Hongkongs delvist demokratiske institutioner.
Det er ulovligt i Kina at mindes ofrene fra Tiananmen-massakren, hvor det vurderes, at mellem hundredvis og op mod tusindvis af prodemokratiske aktivister i Kina blev dræbt af politi 4. juni 1989.
Sidste år trodsede tusindvis af hongkongere et forsamlingsforbud og samledes ved Victoria Park for at markere årsdagen. De tændte stearinlys og stillede sig på fortove over hele byen, inden det efter kort tid førte til sammenstød med politiet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.