Mandag eftermiddag er to delfiner blevet set i vandet ved Københavns Sydhavn.
Det viser videoer, som TV 2 Kosmopol har modtaget.
Videoerne viser delfinernes karakteristiske rygfinner stige op over vandoverfladen flere gange.
Det er ifølge Jens Peder Jeppesen, der er akvariechef hos Øresundsakvariet, ganske usædvanligt, at delfinerne viser sig netop her.
- Mig bekendt har vi ikke set dem i Københavns Havn før, så det er da meget sjovt, siger han til TV 2 Kosmopol.
Han mener, at der er tale om øresvin, der er den mest kendte delfinart. Der kan sågar være tale om, at den ene delfin er delfinen 'Delle', der blev kendt i Svendborgsund, hvor den flere år har huseret, mens den anden kan være delfinen 'Skywalker', der er kendt fra blandt andet Aarhusbugten.
- Det kan vi ikke være helt sikre på, men det er muligt, siger Jens Peder Jeppesen.
Han vurderer, at delfinerne formentlig er kommet til Københavns Havn for at finde føde. De spiser gerne sild, makrel og torsk, der findes i havnen.
Hvis man gerne vil se delfinerne, er der godt nyt. For ifølge Jens Peder Jeppesen er der god chance for, at de bliver hængende i havnen i et par dage.
https://www.tv2kosmopol.dk/koebenhavn/vildt-syn-delfiner-boltrer-sig-i-kobenhavns-havn-5217f
Redaktionel kontakt:
Kristian Koed Hansen / Signe Julie Andersen
tlf.: +4527589935
e-mail: sija@tv2kosmopol.dk
TV 2 Kosmopol