Danskerne: Pensionsalder skal afhænge af brancher

Pensionsalderen skal være afhængig af, i hvilken branche man arbejder. Det mener et flertal af danskerne.
Pension skal ikke kun handle om alder, men også om, hvilken branche, man arbejder i.
Pension skal ikke kun handle om alder, men også om, hvilken branche, man arbejder i. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix

Når regeringen præsenterer sit tilbagetrækningsudspil, vil finansminister Kristian Jensen (V) formentlig foreslå, at gøre det mere økonomisk attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet.

Men politikerne burde ændre grundlæggende på pensionssystemet, mener et markant flertal af vælgerne. To ud af tre danskere erklærer i en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4, at pensionsalderen burde være afhængig af, hvilken branche man har arbejdet i.

Blandt vælgere med en erhvervsfaglig uddannelse er 72 procent af de adspurgte helt eller delvist enige i, at pensionsalderen bør afhænge af, hvilken branche man har arbejdet i. Hos folk med lange videregående uddannelser er det 52 procent, der mener, at differentieret pensionsalder er en god vej at gå. Tilsvarende erklærer vælgerne i både rød og blå blok, at differentieret pensionsalder er en god idé. Blandt Socialdemokratiets vælgere er det 76 procent, og blandt Venstres vælgere er det 67 procent, mens det hos Dansk Folkeparti er 62 procent af vælgerne.

Det glæder FOA-formand Dennis Kristensen, som i flere år har kæmpet for en differentieret pensionsalder.

- Det nytter ikke, at vi tænker gennemsnitlig levealder, for det antal år, vi har på folkepension, er meget forskellig. Reelt betyder det jo, at de kort uddannede og ufaglærte går glip af nogle år på pension, mens de til gengæld sponsorerer akademikernes og de højt uddannedes mange år på folkepension, siger Dennis Kristensen til Ugebrevet A4.

Men ligesom regeringen afviser Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti modellen:

- Jeg forstår godt, at så mange ønsker forskellig pensionsalder. Men humlen er, at det er relativt svært at beregne det, så det bliver retfærdigt for alle, siger Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht.

Også Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, har svært ved at forestille sig en pensionsalder på baggrund af branche.

- Det her med brancher vil nok være meget svært. Der er selvfølgelig nogle brancher, hvor man er hårdere belastet fysisk, som er rimelig nemme at udpege, men der kan også være brancher, hvor man er hårdt belastet psykisk, selvom det ikke umiddelbart er så synligt, siger René Christensen til Ugebrevet A4.

Arbejdsmarkedsforsker med speciale i tilbagetrækningsalder, professor på Aalborg Universitet Per H. Jensen, forstår ikke, at politikerne hælder tanken om differentieret pensionsalder ned ad brættet.

- Det er meget fornuftigt til at rette op på de uretfærdigheder og sociale skævheder, der er i vores nuværende system. Når differentieret pensionsalder kan lade sig gøre i mange andre europæiske lande, hvorfor skulle det så ikke meget nemt kunne lade sig gøre i Danmark, spørger han og henviser til, at man i blandt andet Norge og Italien har såkaldte pensionspoint-systemer, hvor lønmodtagerne optjener pensionspoint for hver måned, man er på arbejdsmarkedet.

Ifølge Per H. Jensen forstærker vores nuværende pensionssystem uligheden i dødelighed og pensionsopsparinger.

- I dag har ufaglærte et meget kortere otium end akademikere. Hvis politikerne tvinger folk i udsatte job til at stramme ballerne og blive lidt længere på arbejdsmarkedet, vil uligheden stige, og ufaglærte og kortuddannede tabe på det, siger han.

Undersøgelsen fra Analyse Damark viser også, at 46 procent af danskerne mener, at pensionsalderen bør afhænge af, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet.

Blandt håndværkere, industriarbejdere, sosu'er og andre vælgere med en erhvervsfaglig uddannelse mener 60 procent, at pensionsalderen skal bestemmes af antal år på arbejdsmarkedet.

Til gengæld er det kun 33 procent af vælgere med lange videregående uddannelser, der mener, at det er en god idé at kæde pensionsalder sammen med antal år på arbejdsmarkedet, mens 45 procent direkte erklærer sig uenige.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.