Der er langt fra Amagers villakvarterer til dansegulvene på Perus spillesteder.
Alligevel stimler peruanske fans sammen for at få autografer og billeder med de to pæredanske drenge Kjartan Thor Ottarsson og Tobias Saxtorph Aksnes.
Tilsammen udgør de gruppen Dinamita Danesa, som får natklubber i Peru til at gå amok.
På et år har de allerede stået på over 20 scener og optrådt med deres egen sang "El Baile del Gringo" - "Gringoens dans".
For de er netop gringoer, hvide mænd i Latinamerika.
- Peruanerne er enormt nysgerrige. Det er jo enormt eksotisk. Bare vores fysiske udseende skaber opmærksomhed, siger Kjartan Ottarsson.
Han har brune øjne, fortanden er af guld og runer er malet op ad hans arme.
- Oven i købet laver vi reggaeton, der er deres musik. Det er beskidt gadedrengemusik og fra en proletarkultur, som selv de lokale ser ned på, siger Tobias Aksnes, der er lyshåret og veltrænet med piercinger og store tatoveringer.
Drengene fra Amager mødte hinanden, da de som treårige legede i samme børnehave-sandkasse.
De har bygget jordhuse og køkkener af ler i Perus bjergegne, åbnet en strandbar i et område med narko og lejemordere og taget turen over Andesbjergene på motorcykler.
Dinamita Danesa blev for alvor født, da drengene begyndte at strippe. Og navnet holder de fast i.
- Det er dansk dynamit, vi leverer, siger Tobias Aksnes.
- De kender ikke noget til Danish Dynamite med fodbold i Peru, så for dem er det bare dynamit. Det er eksplosivt og energisk. Danesa er udenlandsk, eksotisk og spændende. I Danmark tænker alle "klaphatte", og det er også meget sjovt, tilføjer Kjartan Ottarsson.
Kærligheden til reggaeton fik dem i december 2011 til at slå rødder i den peruanske jord og satse alt på en karriere som sangstjerner.
Kendismiljøet er allerede infiltreret, fjernsynet er kendt land og ambitionerne er høje.
- Vi skal være kæmpe stjerner i Peru og hele Sydamerika. Det er syret at forholde sig til, og jeg kan ikke sige, om vi bliver det, men det håber vi på, siger Tobias Aksnes i et stort grin.
/ritzau/