Det fynske pop-es Mø har løbet et par milepæle op på det seneste, og kan nu konstatere, at hendes ubestridte musikalske talent også betyder millioner af kroner på bankbogen.
Ifølge blandt andre Ekstra Bladet er Møs selskab, Violent Heart ApS, netop kommet med et regnskab, der viser, at verdenskunstneren, som lyder det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, er millionær indtil flere gange.
På et år er det nemlig lykkedes Mø at tredoble overskuddet efter skat, så det nu lyder på 3,9 millioner kroner mod 1,3 millioner kroner i 2015.
Mø etablerede sin virksomhed i 2013 med et indskud på blot 80.000 kroner. Siden er formuen vokset i takt med musikkens gennemslagskraft, og i 2016-regnskabet erklærer hun sig da også "tilfreds" med årsresultatet, skriver Finans.dk.
Samtidig er egenkapitalen i selskabet på 5,6 millioner kroner - og det selvom Mø i 2016 trak en halv million kroner ud til sig selv. I 2015 gav hun sig selv godt 50.000 kroner i udbytte.
Den nu 28-årige Mø udgav sit debutalbum ”No Mythologies to Follow” i 2014, og for et par uger siden nåede hun en eksklusiv milepæl på YouTube, da nummeret "Lean on", som hun har indspillet sammen med Major Lazer, rundede to milliarder visninger.