Lars Larsen i kæmpesatsning: Den største i selskabets historie

Lars Larsens IDdesign satser stort i både ind- og udland og åbner mange nye butikker de næste måneder.
Lars Larsen er anslået god for 26 milliarder kroner og investerer nu en del af formuen i en offensiv på møbelmarkedet.
Lars Larsen er anslået god for 26 milliarder kroner og investerer nu en del af formuen i en offensiv på møbelmarkedet. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv

Milliardæren Lars Larsen sætter nu ikke kun ind med en offensiv for at få et bedre fodfæste på møbelmarkedet. Han satser også på at komme ud i alle kroge af Danmark.

Det oplyser møbelkoncernen IDdesign, der blandt andet står bag butikskæderne Ilva og Idémøbler, og som ejes af Lars Larsen.

I en pressemeddelelse siger IDdesigns administrerende direktør, Michael Christiansen, at den historisk store offensiv handler om at sikre, at kunderne har gode købsmuligheder både på nettet og i de fysiske butikker.

- Derfor sætter vi nu turbo på vores vækstplaner, hvor vores mål er at dække alle afkroge af Danmark samt finde interessante beliggenheder i storbyer rundt om i Europa og resten af verden, som passer til vores udenlandske koncept.

Der er ikke sat beløb på investeringen, men ifølge Jyllands-Posten er det det største investeringsprogram i virksomhedens historie.

Nye butikker

IDdesign er udfordret på økonomien, og har de to seneste regnskabsår tabt i alt godt en kvart milliard kroner. Alligevel indledes offensiven med åbningen af nye butikker i Helsingør, Roskilde, Silkeborg og Esbjerg. Dertil kommer et nyt bolighus i Qatar og et i Libanon, skriver Jyllands-Posten.

Ilva har i dag syv bolighuse i Danmark og to i udlandet. Idémøbler har 37 bolighuse i Danmark og to i udlandet. Dertil kommer franchisekæden IDdesign med 20 bolighuse i Mellemøsten, Spanien, Cypern og Ungarn.

Med den nye strategi forventer IDdesign inden for de næste to år, at øge omsætningen, så den bliver tæt på to milliarder kroner. Fortjenesten vurderes til at blive godt 100 millioner kroner, lyder det.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.