Semifinalen blev endestation for den danske Fifa-spiller Marcus "Marcuzo" Jørgensen, da han fredag stillede op i eChampions League-slutspillet i Madrid.
Danskeren ender dermed med en top-4-placering. Det udløser en præmiecheck, på hvad der svarer til 200.000 kroner.
Det skriver Marcus Jørgensens arbejdsgiver, holdet North, i en pressemeddelelse.
- Lige nu er jeg mest skuffet over ikke at være gået i finalen, fordi jeg føler, jeg havde muligheden. Jeg er stolt af min sæson indtil videre, og nu skal jeg fokusere 100 procent på det kommende VM, siger Marcus Jørgensen i pressemeddelelsen.
Han havde sammen med syv af verdens bedste Fifa-spillere kvalificeret sig til de afgørende kampe i den elektroniske udgave af Europas mest prestigefyldte klubturnering.
I kvartfinalen slog Marcus Jørgensen hollandske Lev "LevVinken" Vinken 5-4, men amerikanske Christopher "NYC_Chris" Holly blev altså for stor en mundfuld i semifinalen, som danskeren tabte 6-8.
Slutspillet i eChampions League blev ligesom finalen i den virkelige udgave af turneringen afholdt i den spanske hovedstad.
Her møder Tottenham og Liverpool lørdag aften hinanden på Wanda Metropolitano i kampen om pokalen med de store ører. Opgøret fløjtes i gang klokken 21.
/ritzau/