De danske håndboldkvinder indkasserede et nederlag på 27-32 i fredagens gruppefinale mod Rusland.
Det betyder, at Danmark på søndag i ottendedelsfinalen skal op imod de tyske VM-værter i byen Magdeburg.
Kampen mod de russiske OL-mestre handlede udelukkende om, hvem de to hold skulle møde, når knockoutfasen begynder.
Klavs Bruun Jørgensens spillere gik ind til kampen i Oldenburg med en indstilling om at vinde og tage den fjerde sejr i træk efter premierenederlaget til Montenegro.
Det tog dog lidt tid at få indstillet forsvaret på de russiske kropsfinter og indspil til stregen, hvilket hurtigt gav Rusland en føring på 6-2.
Det ændrede sig, da Line Jørgensen kom på banen efter godt ti minutter i stedet for Mette Tranborg.
Rutinerede Jørgensen fik spoleret flere russiske angreb og sat gang i danske kontraer. Og hun var også en større skudtrussel end Tranborg.
Samtidig begyndte brølstærke Kathrine Heindahl at vinde sine dueller på stregen, og det betød, at Danmark på et kvarter ændrede 3-7 til en føring på 10-9.
En dansk to-minutters-udvisning frem mod pausen gav Rusland lidt nemmere spil - blandt andet kunne den russiske keeper sende et skud over en banelængde direkte i et tomt mål. Ved pausen førte russerne 12-11.
Klavs Bruun Jørgensen eksperimenterede uden succes med at pille målmand Sandra Toft ud og spille med syv markspillere.
Flere fejlafleveringer betød, at Rusland et par gange i begyndelsen af anden halvleg kunne sende bolden ned i et tomt dansk mål og bringe sig foran 16-12.
Den dårlige start på anden halvleg betød, at danskerne skulle starte forfra, og denne gang lykkedes det ikke at lukke hullet.
Landstræneren valgte samtidig at hvile anfører Stine Jørgensen og Line Jørgensen til fordel for Line Haugsted, Mette Tranborg og Kristina Jørgensen.
Det kunne ses på måltavlen, hvor Danmark kom bagud med 20-27.
På søndag gælder det nu Tysklands VM-værter, der sluttede på tredjepladsen i gruppe D.
Tyskerne har på vejen mod ottendedelsfinalen slået Sydkorea, Kina og Cameroun. Det er også blevet til uafgjort mod Serbien samt et nederlag til Holland for tyskernes vedkommende.
Søndagens opgør mod Tyskland spilles 20.30 i Magdeburg, oplyser Det Tyske Håndboldforbund.
/ritzau/