Pokalmestrene Team Esbjerg har indgået en toårig aftale med norske Kristine Breistøl, der tiltræder i den vestjyske klub til sommer.
Den 24-årige venstre back skifter fra Larvik. Her har hun tidligere været med til at vinde fem norske mesterskaber, fire pokaltitler og to sølvmedaljer i Champions League.
Når valget er faldet på Kristine Breistøl, skyldes det ifølge cheftræner Jesper Jensen, at den 192 centimeter høje nordmand kan give "flere taktiske muligheder i løbet af kampenne".
- Kristine har et fint overblik, bevæger sig godt i forhold til sin størrelse og kan med sit skud fra distancen skabe plads til stregspillerne og de øvrige bagspillere, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse.
- Vi har ledt efter en spiller med de egenskaber.
Kristine Breistøl bliver Team Esbjergs tredje spiller med en fortid i norske Larvik. I forvejen har Sandra Toft og Sanna Solberg været en del af Norges succesfulde håndboldklub.
Mandag meldte Team Esbjerg ud, at hele syv spillere forlader truppen til sommer.
Maibritt Kviesgaard, Ida Bjørndalen Karlsson og Rikke Zachariassen indstiller deres karrierer.
Derudover bliver samarbejdet med Anne Brinch-Nielsen, Ulrika Toft Hansen, Lara González Ortega og Sofie Blichert-Toft ikke forlænget.
/ritzau/