En person er død, og seks savnes, efter at en superyacht med overvejende britiske passagerer mandag er sunket i Middelhavet.
Det skete, da båden blev ramt af en kraftig skypumpe ud for Sicilien.
Det rapporterer italienske medier.
Det er lykkedes den italienske kystvagt at samle 15 op af havet i live.
Blandt de overlevende er et etårigt barn og moren, skriver avisen Corriere della Sera ifølge Sky News.
Én af de seks personer, som ikke er fundet efter forliset, er den britiske tech-entreprenør og forretningsmand Mike Lynch, skriver Sky News med henvisning til oplysninger fra unavngivne kilder.
Den 56 meter lange yacht, "Bayesian", sejlede under britisk flag. Fire briter, to amerikanere og en canadier blev meldt savnet efter forliset ud for byen Porticello. Porticello ligger lige øst for Palermo.
- En død er lokaliseret i vraget, men endnu ikke trukket op, oplyste den italienske kystvagt tidligere ifølge nyhedsbureauet AFP.
Yachten sejlede ud søndag aften og lå for anker 700 meter fra Porticello, da den blev ramt af en tornado.
Der er indsat helikoptere og redningsbåde i eftersøgningen af de savnede. Den sunkne båd ligger på 50 meters dybde.
Ifølge italienske medier blev "Bayesian" ramt af en kraftig skypumpe cirka klokken fem mandag morgen.
De kraftigste og mest destruktive skypumper omtales ofte som tornadoer.
Der var i alt 22 om bord. Ti af dem var besætningsmedlemmer.
- Jeg var hjemme, da tornadoen ramte, siger fiskeren Pietro Asciutto til nyhedsbureauet Ansa.
- Jeg lukkede øjeblikkeligt alle vinduerne. Derefter så jeg båden, den havde kun én mast, den var virkelig stor. Og pludselig så jeg den synke, fortæller han.
Et andet øjenvidne fortæller, at båden var lyst op.
- Cirka klokken 04.30 så var den ikke længere der. Det var en smuk båd, og der var en fest om bord. Det var en normal glad feriedag på havet, der blev til en tragedie, siger vedkommende.
Superyachten blev bygget på et italiensk værft i 2008. Den havde en 11,5 meter høj mast og kunne skyde en fart på 15,5 knob ifølge Boat Internationals hjemmeside.
/ritzau/