En britisk mand er fredag blevet idømt 15 års fængsel i USA, efter at han havde planlagt at importere 100 kilo metamfetamin, også kaldet meth, fra Nordkorea til USA. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Manden er 47 år og hedder Scott Stammers. Han er en af fem tiltalte, der i september 2013 blev arresteret i Thailand, hvor han angiveligt planlagde og forberedte den store sending af det vanedannende stof, der skulle fragtes til USA med båd.
Virkningerne ved metamfetamin minder om, hvad der ses ved indtag af kokain og amfetamin, men stoffet er stærkere og mere vanedannende
Endnu en brite deltog i aktionen. Hans navn er Philip Shackels, og han er tidligere blevet dømt til godt syv års fængsel.
Ifølge amerikanske retsdokumenter var de resterende af Stammers' medsammensvorne medlemmer af et kriminelt netværk i Asien, der opmagasinerede metamfetamin i Filippinerne, hvor Stammers boede.
Scott Stammers erklærede sig skyldig i august 2015, men domsafsigelsen fandt altså først sted fredag i New York. Her dømte den føderale dommer Andrew Carter briten til 181 måneder i fængsel, hvorefter Stammers vil blive deporteret.
Den amerikanske anklagemyndighed havde krævet op til 30 års fængsel for den britiske mand, men dommeren lagde vægt på formildende omstændigheder, som at Stammers har to børn, samt at han sad i fængsel under kummerlige forhold i Thailand, inden han blev udleveret til USA.
- Hr. Stammers, jeg ønsker dig alt muligt held fremover. Jeg håber, at du kan få dit liv tilbage på rette spor, og at du kan blive den far, som dine børn har brug for, sagde dommer Andrew Carter efter domsafsigelsen.
/ritzau/