Bombetogter i Libyen har kostet halv milliard
Danske kampfly har kastet næsten 700 bomber over Libyen. Det er ikke gratis. Foto: Joachim Adrian / POLFOTO
Danmark bruger alt for mange penge i Libyen, mener Enhedslisten. Men partierne bag indsatsen støtter stadig kampen mod Gaddafi.

Alt i alt har det kostet den danske statskasse 447,5 millioner kroner, at have kampfly på vingerne i Libyen.

Alene de 681 bomber, der er blevet kastet fra marts til august har kostet 186 millioner kroner.

Og det er alt for meget, mener Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen.

"Det værste er selvfølgelig, at så mange mennesker dør, og så meget bliver ødelagt. Men omkostningen på cirka 100 millioner om måneden, er jo et godt argument for at stoppe krigen så hurtigt som muligt," siger han til Newspaq.

Faktisk er der kun blevet taget godt halvdelen - 250 millioner - ud af forsvarsbudgettet, for en del af pengene skulle alligevel have været brugt på flyvetimer herhjemme, men det kalder Frank Aaen "trickberegninger" og "sminkede tal".

"Fakta er jo, at der er blevet brugt næsten en halv milliard på krigen i Libyen," siger han.

Tidligere udenrigsminister og nuværende udenrigsordfører Niels Helved Petersen (R), mener slet ikke, der er blevet brugt for mange penge på kampen mod Oberst Gaddafis regime.

Der er langt fra en kvart milliard til de 22 milliarder, som forsvarsbudgettet er på, mener han.

"Det er selvfølgelig mange penge på fem måneder, men det er ikke i en størrelse, som bør afholde os fra at deltage," siger han.

Han understreger, at der i forsvarsforliget står, at Danmark skal kunne deltage i internationale aktioner.

"Det er forsvarsbudgettet indrettet til, og det kan også lade sig gøre, at vi fortsat er med indenfor rammerne at bevillingerne," siger den garvede politiker.

I marts besluttede et helt enigt Folketing at sende danske fly og piloter til Libyen. Enhedslisten trak kort tid efter sin støtte tilbage, og er heller ikke en del af forsvarsforliget.