Skuespiller Bodil Jørgensen er kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke.
Ulykken skete i forbindelse med de afgørende prøver til årets Odense Sommerrevy, og der var tale om et fald, der nær kostede den 57-årige skuespiller jobbet i den fynske revy.
– Jeg faldt simpelthen og baldrede så voldsomt ned, at jeg fik et stød op i ryggen og måtte på skadestuen, siger Bodil Jørgensen til SE og HØR.
Det voldsomme fald skete blot to dage før premieren på revyen, og Bodil Jørgensen forklarer til det kulørte ugeblad, at det især gik ud over det ene knæ, da hun faldt og slog sig. Samtidig har hun fået et sæbeøje.
Bodil Jørgensen, der blandt andet er kendt for satireprogrammerne 'Rytteriet' og dogmefilmen 'Idioterne', er heldigvis nu blevet frisk nok til at gennemføre hele revysæsonen.
Til SE og HØR forklarer den folkekære skuespiller, at hun ellers var nervøs for, om hun ville være i stand til at gennemføre premieren på revyen, men at hun med hjælp fra smertestillende medicin nu er klar til de skrå brædder.
I 2014 blev Bodil Jørgensen alvorligt kvæstet, da hun i forbindelse med optagelserne til en 'Far til fire'-film var ude for en alvorlig traktorulykke.
- Bodil Jørgensen sad på en traktor, som væltede, og hun faldt ned. Til at begynde med var folkene derovre bange for, at hun var blevet kørt over af traktoren, men det blev hun altså ikke, sagde direktør for ASA Filmprodction, Henrik Møller-Sørensen, til BT.