ALLE KAN blive grebet af lysten til fem minutters berømmelse. Af denne her forjættende fornemmelse af at blive set, blive lagt mærke til, være på. Vi kender mekanismen fra mange reality programmer og fra nyhedsjournalistikkens formidling af hakkelse fra døgnets rejsestald. Avissalg og seertal boostes af mennesker, der er villige til hvad som helst for deres fem minutters berømmelse. Sådan er det også med Karina Pedersen nye bog ”Helt ude i hampen - mails fra underklassen”, som er udgivet på Gyldendal.

Karina Pedersen er opvokset i Korskærparken i Fredericia, der er på regeringens ghettoliste. Hun er tidligere skribent på 180 grader og udskældt blogger på Politiken. Hun betegner sig selv som borgerlige liberal og er indædt modstander af velfærdsstaten, som hun kalder for ”den store Satan”. Det har hun nu forfattet en såkaldt bog om. Egentlig er det mig inderligt imod at bidrage til hendes 5 minutter, men jeg ved også af bitter erfaring, at hendes synspunkter vil blive brugt i et politisk spil, der ikke kærer sig om vilkårene for socialt udsatte, men om positionering og rå magt på Christiansborg. Når kuglerne er støbt, skal de stødes i mål. Uanset hvor urimeligt og bizart, det nu må forekomme.

Når nu bogen er udgivet, vil jeg anbefale vores politikere at læse den. Men gør det med et spørgsmål for øje: Hvad er udgangspunktet for vores socialpolitik? Bygger vi lovgivning på positive forventninger til hinanden, på et ønske om at skabe større sammenhængskraft og mere fællesskab, eller er hadet til de udsatte grupper blevet så stor, at vi giver los og blot lovgiver i vrede? For mig at se, er Karinas bog et psykologisk dokument over en personlig vrede, et uforløst had, som er mere kuldslået end den sibiriske permafrost. Logikken er jo den enkelte, at al den kærlighed hun ikke selv mødte som barn, den skal også tages fra alle andre. Fra snyderne, fra bedragerne, fra misbrugerne, fra platuglerne, de kriminelle, de moralsk anløbne. Det er synd for Karina, men som politik er det fatalt.

JEG ER ikke deltager i et socialpolitisk OL, hvor vi konstant jagter nye rekorder i idioti og mediestunts. Sammen med rigtig, rigtig mange andre er jeg optaget af at gøre en reel forskel for de flere og flere socialt udsatte, vi møder i disse år. For mig handler det om at møde hinanden med respekt og værdighed, og om en grundfæstet tro på, at alle mennesker har noget værdifuldt at bidrage med. Hvis de får muligheden for det.

I Landsforeningen af Væresteder har vi igangsat kampagnen ”Den Gode Historie”. Formålet er netop at gennemhulle forestillingen om, at udsatte mennesker har en dårlig moral, og at de i virkeligheden slet ikke ønsker at komme ud af deres elendighed. I disse måneder strømmer det ind med livsbekræftende fortællinger om, hvordan problemerne kan overvindes. Det er samtidig beretninger, der vidner om en stærk personlig kraft og vilje til at være en del af fællesskabet og at bidrage til det. Historierne er mangfoldige og er et anderledes seriøst bidrag til forståelsen af den egentlige dynamik i vores stræben efter det gode liv end den, vi møder i Gyldendals seneste rædselskabinet.

Om ganske kort tid runder vi 1001 gode historier, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at besøge hjemmesiden www.dengodehistorie.net. Senere på året følger en bogudgivelse med fokus på de vendepunkter, der ligger til grund for oplevelsen af social forandring og positiv udvikling. Det glæder jeg mig enormt til at kunne præsentere. Her vil man kunne læse personlige beretninger fra en række mennesker, der har knækket koden og er kommet videre efter et liv med misbrug, kriminalitet, psykiske problemer, hjemløshed og fattigdom. Egentlig havde jeg forestillet mig, at bogen skulle udgives på eget forlag. For hvem ville ellers investere i noget så opbyggeligt? Men måske er der andre muligheder nu.
 
I HVERT fald skal Gyldendal eller andre forlag være velkomne. Jeg vil rigtig gerne deltage i et samarbejde, der kan styrke formidlingen af en række beretninger fra det udsatte Danmark. Beretninger der peger fremad og som, nå ja, er opbyggelige i den forstand, at de tilbyder masser af indsigt og inspiration til en fortsat udvikling af vores socialpolitik. Hvis der ellers kan skabes ørenlyd, og vi fortsat er i stand til at lytte.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.