EN AF DAGENS tidlige kunder ligefrem struttede af veloplagthed, da han kastede sig ind i taxien.
Der er fuldt tryk på kedlen!
Han er midt i tyverne, er uddannet tømrer, har taget en uddannelse som teknisk assistent og er i gang med at opbygge sig egen forretning. Han har alle tider drømt om at blive selvstændig i byggebranchen – og nu er han nået til målet. Eller rettere: Han er rykket frem til start.
- Jeg har altid vidst, at jeg ville være håndværker. Ikke noget med, at jeg har vendt mig bort fra bøgerne. Jeg kan simpelthen bare godt li’ det der med at skabe nogle resultater med mine hænder. Noget som helt konkret kan ses med øjnene. Og så er der selvfølgelig drømmen om at blive selvstændig – at have sin helt egen forretning. Jeg kom i praktik i en stor dansk entreprenørvirksomhed, og det gik ret godt. De ville meget gerne ansætte mig fast, da uddannelsen var slut. Men det er det frie liv, der trækker. Lige nu til en begyndelse er jeg et lille enmandsfirma, men jeg samarbejder med andre og sammen kan vi mande os op til lidt større opgaver.
Sådan er ét af billederne fra dagens Danmark, snuppet i min taxi.
Et skønmaleri?
Næh, egentlig ikke! Jeg kører med masser af mennesker, som stikker af fra den løbende akademisering af samfundet.
MEN STATISTIKKERNE taler et helt andet sprog, når det handler om tilslutningen til erhvervsuddannelserne. Mindre end hver femte unge menneske fra 9-10 klasserne valgte i 2016 at begynde på en erhvervsfaglig uddannelse – blot 18,4 pct., mens knap tre ud af fire (74,3 pct.) valgte en af de gymnasiale uddannelser. For de faglige uddannelsers vedkommende er der tale om et fald på 15 år fra godt 30 pct. til de nævnte godt 18.
Hvis man sammenholder det fald med den årligt tilbagevendende bekymring over ”jamen-hvem-skal-så-bygge-vore-huse-og-fremstille-vore-maskiner”, med politikere, der hele tiden vil løse problemet – er det nærmest at føje elendighed til elendig. Det er givetvis og forhåbentlig utilsigtet – men den retning i uddannelse kommer til at fremstå som en taberkultur.
Tænk blot på, hvor megen taletid og hvor mange spalter, der er blevet brugt på at beskrive de unge, der angiveligt er for dumme i matematik og dansk til at turde drømme om en faglig uddannelse. Nu er der karakterkrav i dansk og matematik for at komme på teknisk skole!
I realiteten har dette krav føjet endnu en paria-etikette på en vigende klasse af de unge, der ikke er gode nok til gymnasiet.
JEG GENKENDER det fra mit liv og mine taxiture i de velpolstrede, københavnske forstadskommuner. Når der er valgkamp og politisk røre, er der ikke grænser for, hvor vigtigt det er med håndværks-uddannelserne. Når de fremmedangste i samme velpolstrede ghetto ser udsigten til masser af udenlandsk arbejdskraft, fordi vi simpelthen ikke selv vil gå håndværksvejen – tager bekymringen over.
Men når det så kommer til ens egne ungers fremtid, er indstillingen uden tøven: De skal i gymnasiet. Gymnasieuddannelsen er blevet en slags klassemæssig airback, der skal sikre mod stød fra de underliggende klasser. Et øjeblik forstod jeg ikke hvorfor i al verden, der var etableret så mange 10.-klasser på en af de velrenommerede privatskoler i området. Indtil jeg fik læst mig ind på skolens hjemmeside. Stikordet er gymnasieforberedende. Faglig uddannelse er en by på Vestegnen!
Det kan godt være, vi har brug for hænder til at bygge huse. Det skal bare ikke være mine ungers! Så hellere en 10. klasse på en skole med klassisk disciplin, der kan klemme afkommet ind på den rette vej til fremtiden.
DET ER ikke bare hykleri.
Det er blevet en kultur, som er uomgængelig. Selv har jeg via mine tre døtre ”produceret” en skolelærer, en cand. mag og lige om lidt – en socialrådgiver.
De startede med en gymnasieuddannelse – hvor overraskende!
Kampen om at ”tvinge” flere unge ind på de tekniske skoler er, tror jeg, tabt!
Der er brug for noget af den ”disruption”, som alle taler om.
Det er jo rigtigt at voldsomt foranderlige tider kræver mere radikale løsninger. Måske skulle vi stoppe hele denne uddannelsestænkning, at det er mennesker, der skal formes ind i uddannelsessystemet – og i stedet skabe uddannelse som former sig efter folket.
LAD EN 12-års enhedsskole være gældende for alle, sådan som visionen var, dengang politik også var andet end summen af enkeltvedtagelser. Og lad så den enhedsskole forme sig efter elevernes forskellighed og virkelighed.
Nogle kunne have brug for virkeligt at lære de basale færdigheder i læsning og matematik.
Løkke Fonden har vist, at selv de ”sidste” kan komme med. Nogle er i arbejde/i lære det meste af tiden – men har brug for kurser og opgraderinger.
Og så de helt forbudte: Hvorfor skulle en kommende murer ikke ønske sig viden om historie i fremmedsprog.
Gamle Grundtvig og Kold revolutionerede hele samfundet i midten af 18-tallet ved at skabe uddannelse i respekt for folkets ønsker og behov.
Hvorfor skulle det dog være helt umuligt at tage sådan en kreativ revolution – en gang ting?