Der var i hvert fald én ting, som Odense Bibliotekerne ikke havde tænkt på, da et nyt hovedsæde i centrum af Odense for nylig blev indviet med pomp, pragt, snoreklip og skåltaler af byens mest fremtrædende politikere.
Det som biblioteket havde overset var, at forkvinden for Dansk Kvindesamfund Odense, Louise Bro Davidsen, ville dukke op og argumentere for den stereotype kønsopdelte placering af bøger til børn.
På det nye bibliotek er der nemlig hylder med bøger til piger og hylder med bøger til drenge. Men det skal der nu laves om på.
Ifølge TV 2/Fyn lagde publikums- og hovedbibliotekschef Jens Bang Petersen sig nemlig fladt ned overfor kritikken:
- Jeg er sådan set enig, siger Jes Bang Petersen, og er sikker på, at der er drenge, der gerne vil læse nogle af de bøger, der står på pigebogshylden:
- Så for mig handler det ikke om, at vi går ind i begrebet kønsneutralitet. Vi går bare ind og formidler de emner, der er.
Når pigereolen har overlevet ombygningen og genindretningen i Borgernes Hus, er det ifølge hovedbibliotekschefen ikke en bevidst handling, skriver TV 2/Fyn.
Bøgerne kan sagtens inddeles på en anden måde på hylder og i databaser. Det kræver tid og ressourcer, men det har Louise Bro Davidsen en løsning på:
- Vi har en del frivillige, som helt sikkert gerne vil påtage sig den tjans.
Det tilbud kunne Jens Bang Petersen ikke sige nej til:
- Hvis I har lyst til at komme og sætte mærker på bøgerne, skal I være hjertelig velkomne, siger Jens Bang Petersen.
- Du har en aftale, erklærede Louise Bro Davidsen og gav håndslag med hovedbibliotekschefen.