Betænkning afslører LA's plan for finanslovs-afstemning

Trods stor virvar vil regeringspartiet Liberal Alliance stemme for finansloven, når den skal til afstemning.

Et flertal i Folketinget ventes at stemme for regeringens finanslov for næste år. Det fremgår af en tillægsbetænkning, som Folketingets partier har afgivet torsdag.

Regeringspartiet Liberal Alliance har flere gange sagt, at partiet kun vil stemme for finansloven, hvis der kommer skatte- og udlændingeaftaler.

Trods gentagne spørgsmål fra pressen har partiet ikke ændret den forklaring.

Ingen af partierne er dog forpligtiget til at stemme ja i Folketingssalen, når forslaget skal til endelig afstemning 22. december, og Liberal Alliance ser selve betænkningen som ren proces.

Derfor vil det først blive afklaret kort forinden, om partiet vil stemme for, lyder det fra partiet.

- En tillægsbetænkning er altid et øjebliksbillede, siger finansordfører Joachim B. Olsen (LA), der også er formand for Finansudvalget.

Regeringspartierne, Dansk Folkeparti samt Socialdemokratiet og De Radikale ventes at stemme for ifølge betænkningen.

Lige siden finansloven blev indgået fredag, har Liberal Alliance kædet dens skæbne sammen med aftaler på de to andre områder.

Statsminister Lars Løkke Rasmusen (V) har derfor flere gange måttet understrege, at en samlet regeringen vil stemme for sin egen finanslov.

Under fremlæggelsen fredag sagde chefforhandler og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), at det var en forudsætning.

- Jeg er enig i, at vi får en skatteaftale, inden vi kommer til tredjebehandling. Det er forudsætningen for, at tredjebehandlingen går godt, sagde han med henvisning til afstemningen 22. december.

Selv om LA har sagt ja til finanslovaftalen, vil man kun stemme for, hvis Dansk Folkeparti forinden har sagt ja til de "største skattelettelser i mands minde", som udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har formuleret det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.