Beskyldninger om tårnhøje avancer, skjulte priser og udnyttelse af danskere i sorg har de seneste måneder ramt danske bedemænd.
Det er en gruppe af bedemændene nu så trætte af, at de starter foreningen De Uafhængige Bedemænd.
"Der skal ses med nogle andre øjne på den her branche. Vi kræver en større åbenhed, så det bliver gennemskueligt, hvad det er, vil laver," siger Tonni Nilausen, som er stifter af foreningen.
Det er endnu ikke muligt at melde sig ind, men Tonni Nilausen fornemmer allerede en bred opbakning fra andre bedemænd.
"De seneste år har vi været konkurrenter, men nu skal vi altså til at være kollegaer," siger han.
Udover fokus på åbenhed, tillid og gennemsigtighed, vil den nye forening også kæmpe for at få en decideret bedemandsuddannelse. Sådan en findes nemlig ikke i dag.
"Hidtil har der ikke været stillet krav om uddannelse inden for vores branche. Det mener vi i høj grad, der er brug for," siger Tonni Nilausen.
De Uafhængige Bedemænd afholder præsentationsmøde og stiftende generalforsamling den 19. september. Foreningenen henvender sig til alle bedemænd, som driver begravelsesforretning i Danmark.