En række tiltalte i en stor bandesag skal forblive varetægtsfængslet, selv om deres sag er blevet udskudt på grund af coronakrisen.
Det har Københavns Byret besluttet torsdag.
På grund af coronakrisen blev sagen udskudt, og derfor krævede de varetægtsfængslede i sagen at blive løsladt. Størstedelen af dem blev fængslet i september 2018 og har altså siddet fængslet i over halvandet år.
Byretten har nu valgt at varetægtsfængsle dem frem til 13. maj, hvor dommeren på ny skal afgøre spørgsmålet. Det oplyser anklager Laura Birch.
Hun krævede, at de fortsat skulle sidde fængslet.
- Vi har da en klar forventning om, at retten inden for de fire uger har taget stilling til, hvad der skal ske - hvor vi skal køre henne og under hvilke forhold. Så det er den ene del af det.
- Den anden del er, at politiet mener, at der fortsat er en konflikt mellem Brothas og NNV. Derfor er der en risiko for, at hvis de bliver sat på fri fod, så vil de deltage i den konflikt. Og derfor siger retten, at så er der en risiko for, at de vil gå ud og begå ligeartet kriminalitet, siger Laura Birch.
Retssagen var godt i gang. Der nåede at blive afholdt 21 af 35 planlagte retsmøder i sagen, før den blev udskudt af retten.
Laura Birch har kæret byrettens afgørelse om de aflyste retsmøder til landsretten.
- Når vi er nået så langt, er det afgørende, at man gør tingene færdige.
- Men det skal selvfølgelig ske under ordentlige forhold. Det er sådan set det, vi har bedt om at få lov til. At man finder nogle lokaler, der kan rumme os, siger hun.
I alt er 14 mænd tiltalt i sagen, der handler om flere drabsforsøg og våbenbesiddelse. 11 sidder varetægtsfængslet i sagen, en sidder fængslet i en anden sag, og de sidste to blev sat på fri fod efter teledataskandalen. Den handlede om politiets mangelfulde og fejlbehæftede teleoplysninger i forbindelse med efterforskning af en lang række sager.
De 14 tiltalte er alle enten medlemmer af eller har tilknytning til Brothas, fremgår det af sagens anklageskrift.
/ritzau/