Den danske skuespiller Anne Louise Hassing, der er kendt for sine roller i DR’s ’Krøniken’ og TV 2’s successerie ’Badehotellet’, har måttet droppe sin medvirken i den nye tv-serie ’Sygeplejeskolen’, der snart kommer på TV 2 Charlie.
Hendes afbud skyldes hverken manglende lyst eller andre karriereplaner. Hun havde glædet sig til at være med, men må melde fra på grund af smerter i hoften. Det fortæller den 50-årige skuespiller til Billed-Bladet.
Optagelserne til den nye tv-serie starter i disse uger, men det bliver altså foreløbig uden Anne Louise Hassing på rollelisten.
Til Billed-Bladet fortæller hun, at hun stod til en operation, men hun har i stedet valgt alternativ behandling i håbet om at få bugt med smerterne.
Anne Louise Hassing beroliger de mange ’Badehotellet’-fans med, at hun nok skal blive klar til indspilningerne af 6. sæson, der begynder senere på sommeren.