Asger Aamund har fået nok: Smid kriminelle udlændinge ud

Der skal sættes hårdt ind for grov kriminalitet og immigranter, der ikke kan forsørge sig selv, hvis integrationen skal lykkes. Det siger rigmanden Asger Aamund.
Ghettoer er naturlige og ikke nødvendigvis problematiske, siger Asger Aamund, der hellere ser, at man kigger på kriminalitet.
Ghettoer er naturlige og ikke nødvendigvis problematiske, siger Asger Aamund, der hellere ser, at man kigger på kriminalitet. Foto: Bax Lidnhardt/Scanpix Ritzau/arkiv

Hvis integrationen skal lykkes i Danmark, er det ikke ghettoudspil og snak, der skal på bordet, men i stedet benhårde fængselsstraffe og udvisning. Det mener rigmanden Asger Aamund, der har skrevet en kommentar i Berlingske

Regeringen præsenterede i starten af marts et udspil, hvor målet på sigt er at fjerne de såkaldte ghetto-områder fra danmarkskortet. Det er i kølvandet på dette udspil, at den profilerede erhvervsmand nu kommer med sit inspark i debatten. 

Asger Aamund pointerer overfor Avisen.dk, at integrationsproblemer ikke sidder i murstenene i Vollsmose og Gellerup.

Han har selv boet i både Tyrkiet og Hong Kong og mener ikke, at der er noget i vejen med "ghettoer". Det er naturligt, at de opstår, fordi man gerne vil omgive sig med folk, der ligner en selv. Og det gælder uanset, om man er dansker i Hong Kong eller syrer i Gentofte.

Indsatsen skal altså ikke være mod ghettoerne, men en indsats mod kriminalitet og manglende selvforsørgelse, mener Asger Aamund. 

- Maksimering af straf skal være på landsplan, og man bør tage udgangspunkt i nogle af de forbrydelser, som er fremherskende i immigrantkredse. Der skal man sætte strafferammen op, siger Asger Aamund.

Men det løser vel ikke noget integrationsproblem at smide brodne kar lang tid i fængsel. Skubber man så ikke bare problemet foran sig?

- Hårdere straf ville lette på kriminaliteten. Det virker jo ikke særlig resocialiserende at smide butikstyve otte år i spjældet, men i de år kommer de ikke ud på gaden og laver numre igen, siger Asger Aamund og siger, at et blødsødent dansk retssystem spænder ben for integrationen:

- Når vi taler integration, skal vi gå længere. Der er det åbenlyst, mener jeg, at hvis man som indvandre begår hård kriminalitet, så er det ud af vagten. Altså udvisning af landet. Folk, der kan arbejde og forsørge sig selv, har altid været velkomne, men der er ingen grund til, at vores største importvare skal være klienter og slet ikke, hvis de oven i købet er kriminelle.

"Klienter"

Hvis det står til Asger Aamund, er det altså ikke kun kriminelle indvandrere, der skal "ud af vagten", som han kalder det. 

Du kalder de her mennesker for klienter. Det er da enormt provokerende sagt om mennesker, der er medlem af det danske samfund?

- Hvorfor skal du være en del af det danske samfund, når du ikke er selvforsørgende? Hvis du er dansk statsborger, skal du naturligvis ikke smides ud. Jeg taler om de immigranter, flygtninge, indvandrer, hvad du nu vil kalde dem, som er kommet herop og gerne vil være her. Der er det da rimeligt at kræve, de skal være selvforsørgende og ellers sendes hjem, når det er sikkert igen.

Det er ikke første gang, at Asger Aamund kaster sig ud i integrationsdebatten. Tidligere har han været bestyrelsesformand for Center for Boligsocial Byudvikling. Her blev han blandt rystet af Gellerup, som han kalder for en "klientstat i staten". 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.