En sportshal i Gentofte er onsdag aften brudt i brand, og ilden har opslugt hele bygningen.
Hallen huser Charlottenlund Badminton Klub, og politi og brandvæsen er massivt til stede, lyder det.
- Det brænder meget kraftigt. Umiddelbart vurderer jeg, at der ikke bliver meget badmintonhal tilbage, siger Allan Kronvold, vagtchef ved Nordsjællands Politi.
- Jeg ved, at man havde stort behov for tankvogne med vand. Man har haft brug for alle de tankvogne, man kunne få fingre i for at få hældt nok vand på, tilføjer han.
Sportshallen ligger på Maltegårdsvej i et villakvarter, hvor der også ligger en rideskole.
De mange heste er blevet flyttet ud i en større fold, og rideskolen arbejder i øjeblikket på at få flyttet hestene til andre rideskoler, fortæller vagtchefen.
Politiet har ikke fået nogen meldinger om evakueringer af beboere i området. Røgen stiger lige op i luften, så der er ikke fare for de omkringliggende huse, lyder det.
Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at branden skulle være påsat.
- Men vi holder selvfølgelig alle muligheder åbne, siger Allan Kronvold.
Badmintonhallen og de tilhørende kontorbygninger er tegnet af den berømte danske arkitekt Arne Jacobsen i 1934, skriver badmintonklubben på sin hjemmeside.
/ritzau/