Apple er ikke længere verdens mest værdifulde selskab. Den amerikanske teknologi-gigant blev onsdag overhalet af Saudi Arabiens nationale olieselskab Aramco, der vurderes til en værdi af 2,42 billioner (2.420 milliarder) dollars.
Årsagen til tronskiftet skyldes stigende olie- og energipriser og krigen i Ukraine kombineret med et generelt fald for teknologibranchen på på børsen i New York.
Apple har tabt værdi de seneste måneder og onsdag faldt kursen med fem procent alene.
Tidligere på året ramte Apples markedsværdi ellers 3 billioner, cirka en billion mere end Aramco. Siden da er Apples værdi faldet med næsten 20 procent, så den onsdag lød den på 2,37 billioner, mens Aramco derimod er steget med 28 procent i samme periode.
Sidst Aramco var større end Apple var i 2020.