Steen Knøster Rasmussen er marxist, født og opvokset på den københavnske vestegn og så er han postarbejder hos Post Danmark. En af de ufaglærte manuelle arbejdere, som politikere og meningsdannere taler rigtig meget om og til, men ikke særlig meget med ...
Indlægget er skrevet i fællesskab med Bodil Garde, der er lærerstuderende og fra Albertslund.
Der kan stilles mange modsætninger mellem indlæggets to forfattere. Den ene er kvinde, den anden er mand, den ene er studerende og snart faglært, den anden er ufaglært. Der er 13 års forskel imellem os. Den ene er vegetar, den anden er kødspiser. Der kunne remses flere modsætninger op. Langt mere interessant er dog det store verdensomspændende fællesskab, vi begge er en del af. Et fællesskab af undertrykte og udbyttede.
Er du undertrykt? Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer undertrykkelse, men som udgangspunkt er de fleste af os ikke herrer over de grundlæggende træk i vores liv. Vi er næsten allesammen nødt til at gå på arbejde, hvor vi skaber merværdi, som andre bestemmer hvad skal bruges til, vi kan ikke selv bestemme vores arbejdstider, vores ferie, hvad vi vil foretage os på arbejdet. Vi har heller ikke den store indflydelse på, hvordan samfundet ser ud, hvornår bussen går eller hvad der skal være i tv. Men er det undertrykkelse?
Denne artikels forfattere svarer "ja".
Fordi vi potentielt set kunne være frie. Vi kunne have direkte indflydelse på, hvornår vi står op, hvad vi skal arbejde med, hvordan arbejdspladsen skal indrettes, vores arbejdstider, hvad der skal være i tv, hvordan den by, vi bor i, skal se ud. I det kapitalistiske samfund er det kun en lille elite, der er frie. De har bildt os ind, at vi er frie, men faktum er, at det frie valg kun består i at vælge imellem én slags lønslaveri, eller en anden.
Hvad gør eliten for at blive ved med at holde det system i live der forgylder de få på bekostning af de mange?
Den skaber splittelse imellem de mange. Politikere og medier bilder os ind, at vi ikke har noget tilfælles. I hvert fald ikke mere, end vi har med dem, der bestemmer. Vi bliver delt op i falske fællesskaber: nationalitet, køn, etnicitet, geografi (dem, der kommer fra Sønderjylland bliver gjort anderledes end dem, der kommer fra hovedstaden), kultur (dem der ser vild med dans og dem, der ser historiske dokumentarer) og så videre.
Men alarmklokkerne bør i den grad ringe, når vi bliver delt op i kasser, der ikke er baseret på økonomiske klasser.
Racisme er et af kapitalismens fineste, mest effektive, værktøjer. Hvis vi hver gang, vi ser en person med en anden hudfarve, accent, vaner osv. end os selv, ser et menneske, som vi i udgangspunktet ikke deler fællesskab med, så bliver vi ved med at være splittede i kampen mod systemet. Vi fokuserer på de små forskelle i stedet for at indse det indlysende, nemlig at vi begge to er arbejdere fanget i et kapitalistisk system, ingen af os har nævneværdig indflydelse på.
Sådanne undertrykkelses- og adskillelsesmekanismer i samfundet rammer på flere måder. De rammer som strukturer, der gør, at man fx har forskellige jobmuligheder alt efter, hvilket køn og efternavn man har, hvordan man ser ud osv.
De rammer også mellem mennesker. For mange af os er racisme, sexisme, diskrimination pga. handicap, sproglige evner osv. hverdag. Når den, der konkret udfører den diskriminerende handling er et menneske, vi møder, og et menneske, der tilhører samme klasse som os selv, er det nærliggende at starte kampen der. Ligesom det i det politiske spektrum er nærliggende at fokusere al sin vrede på DF - fordi de er åbenlyse racister.
Men den diskrimination, der rammer os strukturelt via det kapitalistiske system, er meget værre. Det er den slags diskrimination som stort set hele det politiske spektrum støtter med deres støtte til kapitalismen. Den er meget mere begrænsende og undertrykkende i vores liv. Og den er bestemmende for en hel del af den diskrimination, vi møder mellem mennesker. Hvis der ikke var strukturer, der gjorde, at folk med hudfarver i alle andre end den blegeste ende af spektret havde ringere muligheder for at få gode uddannelser og arbejde, ville der ikke være den samme base for at lave ondsindede historier om, at "flygtninge er dovne/forkælede/indsæt selv ubehageligt ord". Hvis ikke Venstre og Liberal Alliance (og til dels de radikale og alle de andre socialliberale partier) var tilhængere af de undertrykkende og splittende strukturer, ville DF's åbenlyse racisme ikke kunne skade nævneværdigt.
I hverdagen ser det ud som om, fjenden er den konkrete person, der diskriminerer os og sviner os til, men i virkeligheden er fjenden det kapitalistiske system, der favoriserer en bestemt gruppe mennesker (der ofte er højtuddannede, hvide mænd - men ikke ofte nok til, at man kan skære denne gruppe over en kam, her er deres klasse også altafgørende). Fjenden i den antiracistiske kamp er ikke de hvide i arbejderklassen, men systemet, der favoriserer hvide over alle andre.
Antiracisme skal altid også være antikapitalisme, ellers bliver fjenden resten af arbejderklassen - og ikke systemet. Vi må aldrig glemme Liberal Alliance og Venstres racisme i skyggen af DF. Selv hvis det kunne lykkes at få arbejderklassen til at tale pænt til hinanden, ikke være racistiske, sexistiske, sige grimme ting om handicappede o.s.v., ville vi stadig have de strukturer, der skiller os ad og forsøger at samle os i ligegyldige falske fællesskaber. Kapitalismen ville fluks finde nogle nye ting, vi kunne gå og hade hinanden over. At fokusere den antiracistiske kamp på omgangstone er i bedste fald ligegyldigt hattedameri, i værste fald splittende for den kamp, der kan vælte hele det kapitalistiske system med alle dets dårligdomme.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.