Den anonyme oliemagnat Torben Østergaard-Nielsen har igen fået en god stak millioner til at sætte ind på kontoen.
Den 65-årige fynbo har nemlig trods fald i oliepriserne og corona-mathed opnået det tredje bedste resultat nogensinde i Selfinvest-koncernen, skriver TV 2 Fyn på baggrund af det netop offentliggjorte regnskab.
Investeringsselskab Selfinvest omfatter blandt andet Bunker Holding, der har hovedsæde i Middelfart og er verdens største inden for salg af brændstof til skibe.
Bunker Holding udgør over 90 procent af Selfinvests omsætning. Selfinvest omsatte i regnskabsåret for 66 milliarder kroner og tjente 621 millioner kroner før skat.
Torben Østergaard-Nielsen er en af landets rigeste forretningsmænd, og landede sidste år på en sjetteplads Berlingskes liste over landets 100 rigeste.
Året før lå Torben Østergaard-Nielsen på en tolvteplads, men på bare et år fordoblede fynboen sin formue fra 11 til 22 milliarder kroner.
Foran Torben Østergaard-Nielsen ligger Danfoss-familien Clausen (25,9 milliarder), boet efter Lars Larsen (38,3 milliarder), Bestseller-familien Holck Povlsen (44,9 milliarder), familien Louis-Hansen (80,9 milliarder) og Lego-familien Kirk Kristiansen (261,4 milliarder).
Ligeledes i 2020 overdrog han 66 procent af Selfinvest til sine to døtre Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen.
Nina Østergaard Borris er direktør for udvikling og optimering af alle koncernens selskaber, mens Mia Østergaard Nielsen har fået plads i bestyrelsen i Bunker Holding.